Fortsæt til indhold

Gensynsglæde efter 40 år

Minder og løgnehistorier gik hånd i hånd da 11 gamle soldaterkammerater mødtes igen efter 40 år

Arkiv
Tekst og fotos: Oversergent Louise W. Schierup, Danske Division

Den 1. juli 1975 stillede 30 håbefulde unge mænd på Haderslev kaserne klar som konstabelelever (KSE). De havde frivilligt skrevet under på en kontrakt med forsvaret, på en uddannelse af 33 måneders varighed, de fleste i en alder af kun 16 år. Én af disse unge mænd var Orla Beck Hansen.
I forbindelse med overrækkelsen af fortjenstmedaljen for 40 år i statens tjeneste, tog Orla Beck Hansen initiativ til at finde sine gamle soldaterkammerater. - Det har lykkedes mig at finde 10 ud af de 30 fra holdets start i 1971. udtaler Orla, - Det bliver hyggeligt at gense de gamle drenge, og genopleve løgnehistorierne fra dengang.
Orla Beck Hansen er normalt tjenestegørende ved Haderslev kaserne, og stod for rundvisning på kasernen og fremvisning af Forsvarets nye materiale. Således havde resten mulighed for at se den udvikling som Forsvaret havde gennemgået siden de sidst var i trøjen. Idet kun to ud af 11 mand er forblevet i systemet.

Den gamle delingsfører

Kaptajn Helge Moosmann er i mellemtiden blevet pensioneret, men da han er kustode på Haderslev kaserne Garnisonsmuseum, fik de nu voksne mænd alligevel mulighed for at hilse.
Den tidligere delingsfører vækkede da også minder, og der gik derfor ikke lang tid, førend at en af de tidligere konstabelelever kom i tanke om en udtalelse fra delingsføreren.
Kaptajn Moosmann havde under uddannelsesforløbet udtalt, at man ikke kunne blive syg. Det var kun muligt at blive væk fra tjenesten, hvis man var død! Skæbnen ville dog at Moosmann måske genovervejede denne tankegang, i hvert fald fik delingsføreren blindtarmsbetændelse, og var derfor fraværende fra tjenesten. Her så soldaterne et snit til at lave lidt sjov. Der blev hurtigt gennemført en indsamling til en stor buket nelliker, implicit at nelliker kun gives til et gravsted. Den ellers meget strenge kaptajn Moosmann fik da også en smil på læben, da hans soldater afleverede den smukke buket på sygehuset.

Tommy

(efternavn udeladt, men kendt af Red.) Var kun 16 år, da han startede i Forsvaret:
"Jeg søgte nye udfordringer til mig selv. Da min kontrakt udløb efter 33 måneder, valgte jeg at søge ud i det civile. Jeg havde fået tilbudt en stilling i et civilt firma, og valgte derfor ikke at blive i systemet," siger han og fortsætter:
"Forsvaret har lært mig at være selvstændig og klare mig selv. Jeg ville anbefale mine børn at søge i Forsvaret, da man bliver mere voksen og selvstændig. Forsvaret har givet mig selvtillid og troen på mig selv og at man godt kan overvinde hurdler. Jeg har glædet mig til i dag, møde mine gamle soldaterkammerater og genopleve gamle historier. Jeg havde også været klar til en tur på forhindringsbanen, havde det været på programmet."

Bjarne

(efternavn udeladt, men kendt af Red.) Valgte at blive i systemet:
"Jeg havde egentlig ikke nogen intentioner om, at gøre karriere ved Forsvaret. Min far var gammel officer, så jeg kendte godt systemet i forvejen. Jeg søgte ind som KSE, da jeg var skoletræt. Og tænkte hvis jeg tager uddannelsen som konstabel, kan jeg samtidig aftjene min værnepligt," fortæller han og fortsætter:
"Forsvaret har givet mig udfordringer og erfaringer om ikke bare mig selv, men også om livet, mennesket og syn på livet. Jeg har været udsendt fire gange til brændpunkter, som Kroatien, Bosnien og Afghanistan. Jeg mener, det er vigtigt at støtte op om flygtninge. Jeg har set den tilværelse flygtninge flygter fra, og derfor er det også vigtigt at vi tager i mod dem, og integrerer dem i vores samfund."
"Jeg vil derfor også anbefale Forsvaret til min datter, også selv om jeg kender den risiko, der foreligger i en udsendelse. Jeg har mistet kolleger i udsendelser, men jeg vil anbefale det alligevel. Vi gør noget godt for lokalbefolkningen," Siger han og fortsætter:
"vi gør en forskel, vi skaber stabilitet. Værnepligten er kun fire måneder i dag i forhold til ni måneder i 1975. Værnepligten er blevet mere koncentreret qua de fire måneder, men uddannelsen er sat bedre i system, og er blevet mere spændende. De fleste fag kan i dag bruges i det civile, såsom førstehjælp og brandbekæmpelse."
Bjarne funderer lidt og slutter:
"40 år i Forsvaret, det har været en utrolig spændende og givtig tid. Kunne jeg gøre det igen, havde jeg gjort det igen, men det stiller store krav til familien."

John

(efternavn udeladt, men kendt af Red):
"Jeg var 17 år, da jeg startede i Forsvaret. Jeg havde brug for flere udfordringer til mig selv i form af ansvar. Jeg havde brug for disciplin," siger John og fortsætter med et smil på læben:
"Jeg havde brug for at blive rettet af! Og der var ingen tvivl om, at mine forældre tydeligt kunne mærke forskel. Det blev mig dengang bevidst, at alle skal udfylde sin del af opgaven, for at kunne komme godt i mål med en opgave, noget jeg den dag i dag også bruger i mit virke som chef."
"Jeg valgte at søge ud af forsvaret efter kontrakten udløb efter 33 måneder. Men der er dog ingen tvivl om, at jeg vil anbefale mine tre børn at stifte bekendtskab med systemet. Også selv om jeg ved der er en risiko forbundet i form af udsendelse. Jeg har kun positive ting at sige om forsvaret. Og der er ingen tvivl om, at skal jeg have en ny medarbejder, vil jeg altid vælge den ansøger, som har været tjenestegørende ved Forsvaret."

Det var gode måneder

33 måneder som alle er enige om i dag, var sunde for en ung mand, idet Forsvaret gav dem disciplin, selvstændighed og evnen til at klare sig selv. Værdier som den enkelte har taget med i sit videre liv.