Fortsæt til indhold

Fra aliens til fantastiske flyvere

Arkiv
Af Lars Rudfeld

NATUR: Netop nu forvandles undersøiske larver til smukke guldsmede. De mest imponerende flyvere blandt insekterne.
Guldsmede er noget nær verdensmestre i forvandling. De forvandler sig i løbet af et døgn fra en larve, der i et par år har åndet med gæller i damme eller søer, til en flyvefærdig guldsmed. Ikke noget med at forpuppe sig, nej, den finder et siv, kravler op og kravler ud af larve-huden.
Ligesom sommerfugle sidder guldsmeden et par timer og pumper blod ud i de imponerende vinger, der gør dyret til en effektiv naturens flyvemaskine.
Da vi købte vores hus i Køge, var der en lille dam i haven. Fiskene har hejrene ædt, men en af Danmarks største guldsmede bruger dammen til ruge- og opvækst-central. Små vandhuller uden grovædende fisk er ofte gode levesteder for vandinsekter og padder. Forudsat, at de ikke er forurenede, f.eks. fra fiskefoder eller fra marker omkring.
Vi har netop oplevet guldsmedens forvandling lige for øjnene af os. Min søn fik øje på 2 guldsmede-larver på vej op ad siv i dammen. På et andet siv sad en tom-larvehud – en guldsmed havde allerede forladt dammen.
Et par dage efter var den ultimative forvandling i gang – en guldsmed var ved at krænge sig ud af larvehuden. Kort efter sad endnu en stor nyforvandlet guldsmed og bredte sine vinger ud: En blå mosaik-guldsmed, opkaldt efter mønstret på bagkroppen.
Guldsmeden undergår en forvandling, der nærmest er en superhelt værdig. Men den er bestemt ikke ”venlig” af natur. Guldsmede er grådige rovdyr, der tager godt for sig af andre insekter og smådyr.
Guldsmedens larve kravler langsomt på bunden af vandhullet eller sidder stille, men har en lang ”underkæbe”, som effektivt skydes ud for at gribe forbipasserende smådyr. Ridley Scott må have studeret guldsmede, før han lavede ”Alien”!
Den voksne guldsmed fanger sit bytte i luften. Prøv at følge en guldsmed med øjnene og se, hvor hurtigt den kan manøvrere. Vores blå guldsmed kan skyde en fart på 20-30 km/t, så der er ikke mange insekter, der kan slippe væk. Du kan høre guldsmedene knitre, når de kommer susende på de stive vinger. Nogle gange lyder også en let knasen, hvis de samtidig er i gang med at fortære et ekstra sprødt insekt i luften…
De nyforvandlede guldsmede har – som så mange andre insekter - kun et kort liv. De heldige lever måske en måneds tid - længe nok til at parre sig og til at hunnerne kan lægge æg, f.eks. i vores dam, og sikre næste generation. Men selvom guldsmedene lever kort, er det åbenbart et koncept, der holder. Fossiler fra bl.a. Mors viser, at der har været guldsmede på jorden i mere end 50 mio år.
Smedjen her på Smedevej lukkede for mange år siden. Det er moderne at give veje nye navne. Mon vi skal få omdøbt vejen til Guldsmedevej?

Guldsmede-l arve på vej til forvandling. (Foto: Lars Rudfeld).
Udbryder-konge. (Foto: Lars Rudfeld).
Genfødt - endelig ude! (Foto: Lars Rudfeld).
Vingerne foldes ud. (Foto: Lars Rudfeld).