Fortsæt til indhold

Florentz upåvirket af Prindsens problemer

Brasseriet , der har overtaget hotellets restaurant ud til Algade, mener ikke, de bliver ikke påvirket af konkursen

Arkiv
Arkiv

Nyheden om at Hotel Prindsen er gået konkurs spredte onsdag chokbølger igennem Roskilde, som også ramte hos Florentz Café og Brasserie, som deler bygning med hotellet.
Her kan medejer Martin Mikkelsen dog fortælle, at selvom Prindsens konkurs også kom bag på dem, så kommer den ikke til at betyde noget for, hvordan restaurationen fortsætter driften.
Medejeren fortæller yderligere, at han ikke frygter, at naboens konkurs vil påvirke virksomheden negativt.
- Selvom vi ligger i samme bygning, har vi intet med hinanden at gøre, fortæller Martin Mikkelsen og fortsætter:
- Selvom vi har delt nogle fællesarealer, så er situationen at sammenligne med, hvordan en butik på Ro's Torv oplever det, når en anden butik går konkurs.

Lys fremtid

Florentz Café og Brasserie slog dørene op tilbage i maj i de lokaler, der førhen havde huset Hotel Prindsens restaurant.
Før det havde lokalerne stået tomme i et halvt års tid.
Bag Florentz står Roskilde-parret Martin og Marlene Mikkelsen samt deres forretningspartner Karsten Pedersen.
Selvom restaurationen umiddelbart kunne synes at hænge sammen med hotellet, så er det et tredje selskab, der ejer bygningerne, der huser Florentz og Prindsen.
Selskabet, der ejer bygningerne, er ikke gået konkurs, så cafe-brasseriets lokaler er ikke i fare for at forsvinde.
Martin Mikkelsen fortæller, at fremtiden i det hele taget ser lys ud for Florentz.
- Vi er blevet taget rigtig godt imod hos roskildenserne.
- Vores økonomi har det fint, så vi fortsætter fuldstændig, som vi gjorde før nyheden om Prindsens konkurs, fortæller han.
Hotel Prindsen har hele tiden haft sit eget køkken, der har lavet mad til selskaber og arrangementer.
Hvad der skal ske med det afhænger af kurators vurdering i forbindelse med konkursbehandlingen af hotellet.
hw