Luft ud uden at lukke tyven ind
Når man går i haven eller snupper en lur på terrassen, låser de fleste fordøren. “Men man skal huske også at låse vinduerne,” siger Ole Eckholdt fra Fredericias lokalpoliti. Hvis en tyv kan komme ind gennem et vindue, der står åbent eller på klem, er ganske mange tyvekoster nemlig ikke dækket af forsikringen.
“Hvis tyven kan komme ind gennem vinduet uden at bryde noget op og efterlade sig mærker, registreres forbrydelsen som tyveri i stedet for indbrud. Det har betydning for straffen, men også for forsikringsdækningen,” siger Ole Eckholdt.
Nogle tyvekoster er slet ikke forsikringsdækket ved tyveri af den slags. Det gælder for eksempel kontanter, smykker, ure og it-udstyr. Samtidig er selvrisikoen langt højere på de tyvekoster, der trods alt er dækket.
“Der kan være lidt forskel fra forsikringsselskab til forsikringsselskab,” siger Ole Eckholdt.
Lokalt har tyvene har vist sig at være upåvirket af, at beboerne er hjemme eller ude i baghaven, hvis vinduet er åbent eller på klem.
“De er fuldstændig ligeglade. Det er helt fantastisk,” siger Ole Eckholdt, der kan nævne flere eksempler på den slags indbrud, der forsikringsmæssigt altså er notere som tyveri.
Nogle vinduer kan haspes på klem. Men mange af hasperne kan nemt åbnes ude fra uden at efterlade sig opbrydningsmærker. Nye vinduer med såkaldt paskvil-greb kan lukkes effektivt på klem, og så skal tyven enten bryde dem op eller give op - og så er ejeren dækket af sin forsikring. Men de ældre, mere almindelige modeller skal man passe på med.
“Du er nødt til at være indenfor, hvis ikke vinduet er lukket. Også hvis du bare skal lufte ud eller have en lille morfar på liggestolen udenfor. Det er da træls for folk, men det er vigtigt at de ved det,” siger Ole Eckholdt.