Rykvind for Roskilde
Med held og godt spil ind imellem hentede FCR en flot sejr over Helsingør i sæsonens første hjemmekamp
Stormen fejede gennem Idrætsparken i Rådmandshaven, som var det en efterårsdag og ikke starten på en ny sæson den sidste søndag i juli. Men Roskilde og flertallet af de 1.078 tilskuere fik al den rykvind, som holdet kunne ønske sig, og hentede med held og godt spil i perioder en flot sejr over oprykkerne fra Helsingør. Træner Anders Theil havde allerede i sit oplæg forklaret, hvordan FCR ville prøve at udnytte den kendsgerning, at gæsterne ville få nogle koncentrations-svigt, når de skulle vænne sig til det hurtigere spil i en højere række. Det var faktisk også lige, hvad der skete, så de blev straffet, ligesom Roskilde blev det sidste efterår oven på sin oprykning. Set over hele kampen havde Helsingør i virkeligheden bolden mest, men de spillede bare rundt uden at skabe åbne chancer. Deres bedste forsøg var et par farlige langskud, som hjemmeholdets nye målmand Thomas Villadsen, der er kommet fra Vestsjælland, flot tog sig af. Så var der mere bid i Roskildes forsøg, især da hjemmeholdet kom foran, mens gæsterne mistede modet, efterhånden som de kom længere bagud. Mod et hold med farligere angribere nytter det dog ikke, at FCR overlader så meget spil til modstanderne og trækker sig så langt tilbage, for så går det ikke godt.
Heldigt straffe
De andre nye spillere hos Roskilde - angriberen Mikkel Nøhr Christensen fra Brønshøj og venstrekanten Martin Andersen fra Lyngby - faldt godt ind i spillet, og hjemmeholdet virkede i modsætning til sidste år faktisk uden svage punkter. Den tidligere landsholdsspiller Jan Kristiansen, som blandt andet har været i Esbjerg og Brøndby, er den sidst ankomne i FCR, og han viste straks fint overblik, da han kom på banen i 2. halvleg. Roskildes held startede allerede efter godt 10 minutter, da Helsingør-målmanden i en ellers ufarlig situation ikke rigtig fik ram på bolden, men i stedet knockout'ede FCR-anfører Nikolaj Steen Hansen i feltet. Måske var det hårdt dømt, men dommeren pegede på straffesparks-pletten, og Bajram Fetai eksekverede sikkert. Både i slutningen af 1. Halvleg og efter pausen trykkede Helsingør på, indtil Roskilde atter slog til 10 minutter ind i 2. halvleg. Efter et hjørne røg bolden rundt i feltet, indtil FCR smart sparkede den lige ind i klumpen foran mål, hvor en Helsingør-forsvarer kom til at rette den af, så kuglen trillede over stregen, mens den hjælpeløse keeper kun kunne se på. Så gik dampen af gæsterne, der fik nådestødet lidt senere. Imens spillede de selvsikre FCR-folk stadig bedre og kom frem til flere store chancer. På et gennemspillet angreb scorede Martin Nielsen til 3-0 med det flot skud, der tog underkanten af overliggerende, før det gik ind. Han blev også klappet fra banen, da han lidt senere blev skiftet ud.
Mangler meget
Før kampen havde FCR-træner Anders Theil sagt, at hans spillere endnu ikke var helt oppe på det niveau, som der skal til for at klare sig i 1. Division. Det kunne også ses tydeligt i lange perioder, hvor de trak sig for langt tilbage og bare sparkede planløst væk. Men i modsætning til sidste sæson er forsvaret nu 'vandtæt', ikke mindst takket være den erfarne styrmand Anders Møller Christensen. Derfor hentede Roskilde tre vigtige point med en målscore, der er et ekstra værd på denne kolde juli-søndag. I korte perioder blev der heldigvis også vist glimrende spil af mange folk. Lige fra reservemålmand Thomas Villadsen, der er god til at sætte spillet hurtigt i gang og frem til de to nye angribere og Jesper Bech, der nu er rykket lidt tilbage og fungerer som spilstyrer på midtbanen. FCR-tilhængerne, som markede sæson-starten med en march gennem byen fra Hestetorvet, kan glæde sig til, hvis det også bliver niveauet i større dele af de kommende kampe ude mod Fredricia og hjemme mod Køge igen fredag den 7. August. tk