Vejle skal være vært for stor bordtennis-event
Vejle skal til oktober være vært for EM i parabordtennis, og otte danske spillere er netop blevet udtaget til at repræsentere Danmark.
Målsætningen for det danske hold lyder på tre medaljer, og der er både erfarne spillere med paralympisk rutine og talentfulde mesterskabsdebutanter med i den truppen. Forventningerne er især store til den forsvarende europamester Peter Rosenmeier, der også har VM- og paralympisk guld på sit CV, mens 15-årige Sophie Walløe skal forsøge at forbedre sin bronzemedalje fra 2013.
"Vi håber, at Peter Rosenmeier kan tage endnu en titel til sin imponerende samling, og Sophie Walløe er kun blevet bedre og mere rutineret, siden hun debuterede med bronze i 2013. Derudover tror vi, at Peter og Michal Spicker Jensen, der gør comeback efter flere års pause fra sporten, har gode muligheder for at spille sig til en medalje i holdturneringen," siger DHIF's elitekonsulent Gregers Lehrmann Bruun i en pressemeddelelse.
EM i parabordtennis foregår i Spektrum fra den 12. til 17. oktober.