Det lydløse fartmonster
Lokalavisen har prøvekørt en eldrevet Tesla til en million kroner
Jeg tager lige en omvej.
Måske også lige et smut ned omkring havnen.
Og når nu vejret er så flot, burde man næste kører en tur på de sønderjyske landeveje.
Det største problem med en Tesla Model S er, at det er svært bare at køre fra A til B. Det er nemlig en af den slags biler, man ikke har lyst til at stige ud af.
I de sidste par år er Tesla'er blevet et mere almindeligt syn på de danske veje.
Det skyldes især, at elbiler er fritaget for afgift for at øge udbredelsen af miljøvenlige biler. Men det er snart slut.
Den tidligere regering havde meldt ud, at fritagelsen også vil gælde i 2016, men efter regeringsskiftet tyder alt på, at der fritagelsen ophører ved årets udgang.
Præcist hvordan afgiftssystemet bliver for elbiler fastlægges først efter sommerferien.
Beka Auto har netop fået fire Tesla'er til salg. De fire Model S er brugte med lavt kilometertal og alle årgang 2015. De koster mellem 679.800 og 1.025.000 kroner.
"Vi sælger generelt Tesla'er meget hurtigt, og med usikkerheden om afgifter i fremtiden, er brugte Tesla'er meget attraktive nu. For hvis der kommer fuld afgift på, bliver der næppe solgt ret nye i Danmark fremover," siger Allan H. Paulsen fra Beka Auto i Sønderborg.
Lokalavisen fik lov at låne den dyreste af dem: En Tesla Model S P85D.
Den har kørt knap 15.000 km og prisen på til salg-skiltet lyder på 1.025.000 kroner.
P85D er den hurtigste Tesla Model S. Med 700 hestekræfter tager den ifølge producenten 0-100 km/t på 3,3 sekunder, mens topfarten er begrænset til 250 km/t.
Bilen har et væld af indstillingsmuligheder på den store touch-skærm ved siden af rattet. Her kan man bl.a. åbne det store panorama-soltag, ændrer affjedringen og styre navigation og musik.
Man kan også vælge om accelerationsevnen skal stå på "sport" eller "insane" (vanvittig).
Som journalist skal man lave sin research, og derfor testede avisens udsendte om insane nu også er vanvittig.
Den uvidenskabelige, men særdeles underholdende, research skete på en lang, lille strækning på en øde landevej.
Og det går stærkt.
Vanvittigt stærkt.
Det giver et sug i mellemgulvet, og man bliver presset tilbage i det bløde lædersæde.
Accelerationen giver mindelser om de vildeste rutsjebaner eller et fly der accelererer ved take-off, og for en sjælden gangs skyld kan give den ellers lydløse el-motor lyd fra sig i form af en stille summen.
Men Tesla'en er andet og mere end et 4-hjulstrukket fartmonster.
På trods af de gode fartegenskaber er bilen faktisk sjovere at køre i byerne og på de små landeveje.
Kørekomforten er i top. Ingen motorlarm eller vibrationer og intet gearskifte. Følelsen af at bilen majestætisk svæver hen over kørebanen.
Tesla'en byder også på et væld af sjove og smarte løsninger. For eksempel behøver man aldrig at tage nøglen, der er en mini-model af bilen, op af lommen.
Når man nærmer sig bildøren, låser den automatisk op, og når man åbner døren, tændes bilens instrumenter. Når man er færdig med køreturen, stiger man bare ud, hvorefter bilen selv slukker og låser.
Producenten lover over 400 km på en fuld opladning, men reelt set svært at få bilen over 400 km på en opladning.
Tesla har placeret såkaldte supercharger-ladestationer over hele Europa, hvor man oplade bilen gratis - i hele bilens levetid. Den nærmeste ladestation er i Rødekro. Her tager det knap en halv time for at lade batterierne halvt op (cirka 200 km). Herefter går det noget langsommere.
Med supercharger-netværket kan man altså køre gratis til f.eks. Barcelona.
Derudover er der ladestationer flere steder, som man dog skal betale for at bruge.