Det bliver et jazz'et efterår
Sønderborg Jazzclub byder i efteråret på bl.a. Sinne Eeg, Chris Minh Doky og Indra
Sønderborg Jazzclub er klar med et nyt efterårsprogram, der byder på syv koncerter.
Publikum kan opleve navne som blandt andre Chris Minh Doky, Sinne Eeg og Indra samt Efterklang som led i efterårets Define Festival.
Tre brødre med efternavnet Hess åbner koncertsæsonen. Emil, Nikolaj og Mikkel på henholdsvis saxofon, piano og trommer søndag den 30. august.
September byder på to koncerter. Først et genhør sangerinden Sinne Eeg, der har lagt alen til sin musikalske formåen siden hendes seneste besøg. Denne koncert finder sted 13. september. Den 20. september kommer altid veloplagte og swingende Uffe Steen Trio.
Jacob Dinesten with Strings indtager Riddersalen søndag den 4. oktober. Jazzbesætning garneret med violiner, bratsch og cello.
Et af Danmarks helt store internationale navne gæster Sønderborg den 25. oktober. Det er bassisten Chris Minh Doky, der i øvrigt tidligere et par gange med enorm succes har gæstet jazzklubben. Med sig har han også to gamle kendinge i jazzklubben, nemlig pianisten Peter Rosendahl og trommeslageren Jonas Johansson
Endnu et genhør kan publikum glæde sig til. Det sker den 1. november, hvor den amerikanske sangerinde Indra gæster klubben.
Sidste koncert er led i Define-festivalen, hvor klubbens bidrag er gruppen Llima, der består af den finske percussionist Tatu Rønkkø samt internationale Efterklang, som også er kendt i området. Specielt på grund af de to alsiske medlemmer Rasmus Stolberg og Mads Brauer. Llima spiller 22. november.
Alle koncerter er eftermiddagskoncerter med start klokken 15 på Sønderborghus.