Stort program på Klokkemuseet
Klokkemuseet i Over Lerte har flere spændende ting på programmet Lørdag den 8. august
Der venter en både hektisk og spændende eftermiddag Når Dansk Klokkemuseum i Over Lerte, lørdag den 8. august, inviterer til både indvielse og fernisering.
Indvielsen gælder museets nye klenodie, klokkestolen fra Tødsø og klokken fra Garding. Ferniseringen gælder udstillingen med værker af de to kvindelige kunstnere, Stine Schønwandt Juhl og Tina Schønwandt. Begge dele foregår fra klokken 14.00.
Den nyopsatte klokkestol kommer fra Tødsø på Mors. Tødsø kirke skulle have en ny klokke, som den gamle middelalderklokkestol ikke kunne bære. Nationalmuseet nedlagde forbud mod at den blev tilintetgjort, og Dansk Klokkemuseum blev anmodet om at overtage den. Det sagde man ja til på betingelse af, at den kom til at stå udendørs. Den er nu restaureret hos klokkefirmaet Thubalka i Vejle og behandlet fire gange med forskellige tjæreprodukter, for at beskytte den mod vejrliget. Det er tanken, at der skal søges midler fra fonde, så den på en eller anden måde kan blive overdækket.
Klokken, der hænger i den gamle stabel kommer fra Sydslesvig. Den har fungeret ved gudstjenester, som blev holdt i den danske skole i Garding, og da skolen for nogle år siden blev nedlagt, og klokkestablen, hvor den havde hængt, ikke kunne repareres, var der ikke brug for den mere. Klokken er støbt 1828 i København af J.C.& H. Gamst og bærer Frederik VI's monogram. Menighedsrådet syntes, at den skulle tilbage til Danmark. Den er ligeledes blevet istandgjort hos Thubalka, og klokkestolen er blevet tilpasset, så klokken kunne hænge heri.
Kunst på museet
De to udstillende kunstnere siger om sig selv:
"Jeg er et kreativt menneske, der holder meget af pennens fine streg. Jeg udtrykker ofte mig selv derigennem, og er meget fascineret af ansigters udtryk og de følelser og relationer, der findes mellem mennesker. For mig er det vigtigt, at mine tegninger gemmer på et budskab, dog er det ofte et mere implicit udtryk, så de står til fri tolkning. Jeg eksperimenter med mange forskellige retninger, både i form af materiale og udtryk. Jeg har altid tegnet, dog har jeg i de senere år arbejdet på at udvikle min streg og finde min egen vej," siger Stine Schønwandt Juhl.
" Jeg er uddannet reklametegner og har senere arbejdet kreativt med børn. Jeg udtrykker mig abstrakt og er glad for de stærke farver. Som udgangspunkt bliver jeg ofte inspireret af naturen og div motiver, for så at arbejde mig over i mit eget udtryk. Har udstillet på Naffet, Haderslev, Kunstskolen, Rehabiliteringscenteret i Haderslev, og Banegården i Åbenrå. For mig er malerier og tegninger et symbol og udtryk for menneskets unikke skaberevner. Et spejl for den indre fantasi og udtryk. Og ikke mindst menneskets personlige opfattelse af form og farver," fortæller Tina Schønwandt.