Familiehygge på Gråsten Slot
Kongefamilien var lørdag samlet på Gråsten Slot
Det er en fast tradition, at kongefamilien lader sig fotografere af pressen under sommeropholdet på Gråsten Slot
Det skete i lørdags, hvor kronprinsparrets yngste datter, prinsesse Josephine, mødte op med armen i gips. Hun brækkede for et par uger siden armen ved et rideuheld i Gråsten.
Den kongelige familie stillede lørdag op til fotografering på Gråsten Slot. De fremmødte kongelige var kronprins Frederik, prinsesse Isabella, dronning Margrethe, prins Christian, prins Henrik, prins Vincent, kronprinsesse Mary, prinsesse Josephine, prinsesse Alexandra zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, grev Jefferson von Pfeil und Klein-Ellguth, komtesse Ingrid von Pfeil und Klein-Ellguth og grev Richard von Pfeil und Klein-Ellguth.
Prins Joachim og prinsesse Marie samt parrets børn var ikke med fotografering.
Lørdagens kraftige skybrud betød, at fotograferingen måtte udskydes, men det ødelagde ikke det kongelige humør.