Fortsæt til indhold

Asiatiske krabber fundet ved Sædding Strand

Arkiv
Arkiv

To asiatiske krabbearter, som endnu ikke har danske navne, er fundet ved Sædding Strand, Esbjerg.

Krabberne stammer oprindeligt fra det vestlige Stillehav, og på latin hedder krabbearterne henholdsvis Hemigrapsus takanoi og Hemigrapsus sanguineus. I en pressemeddelses skriver Fiskeri- og Søfartsmuseet:

“For godt en uge siden fik vi på Fiskeri- og Søfartsmuseet indleveret tre små krabber, som var fundet på vaden ved Sædding Strand, Esbjerg. Krabberne lignede bestemt ikke de krabbearter, vi normalt finder her. I forbindelse med artsbestemmelsen af krabberne kom vi da også på arbejde – der findes nemlig to asiatiske krabbearter, som kan være svære at kende fra hinanden - Hemigrapsus takanoi og Hemigrapsus sanguineus. Især hunnerne er svære at kende fra hinanden, så det var først i går (tirsdag, red.), hvor det lykkedes os at finde hankrabber af begge arter, at vi kunne fastslå, at begge arter faktisk findes ved Sædding Strand. Hankrabberne kan man bl.a. kende fra hinanden ved at se på deres kløer. Hannen hos Hemigrapsus takanoi har børster ved klosaksene, mens hannen hos Hemigrapsus sanguineus har en læderagtig udposning.”

De asiatiske krabbe stammer oprindeligt fra det vestlige Stillehav og kom formentlig til Atlanterhavet og Nordsøen som blinde passagerer i blandt andet ballastvandet i de skibe, der sejler på de store oceaner. De to krabber kom til Europa i begyndelsen af 1990'erne, og i 2011 blev de for første gang observeret i Danmark på vadehavsøen Rømø, og nu er de altså også registreret ved Esbjerg.