Fortsæt til indhold

Syngende rose i Byparken

The Savage Rose var hovednavnet ved ugens byparkskoncert, der trak over tusind mennesker til.

Arkiv
Henrik Wanscher

Selv under normale omstændigheder er Byparken et dejligt sted at opholde sig, men tirsdagens Byparkskoncert med The Savage Rose viste, at musik klæder det grønne område.
I hvert fald havde mere end 1.000 mennesker valgt at lægge vejen forbi arrangementet.
Allerede flere timer før aftenens hovednavn gik på sad, stod og knælede folk på græsset omkring den opsatte scene og hyggede sig.
Nogen havde gjort arrangementet til en picnic med aftensmad, mens andre nøjedes med lidt og drikke eller bare fornøjelsen af at være del af festlighederne.
Folkene bag Byparkskoncerterne havde traditionen tro også sørget for opvarmning til aftenens hovednavn samt noget for de mindre, der blandt andet kunne hygge sig med et trylle- og et fysikshow.
Fysikunderholdningen bestod i at vise den skumeksplosion, det giver, når man kommer en pebermyntepastil ned i flaske med cola.

Ingen tegn på alder

Både opvarmning, der blev sikret af soul-gruppen D/Troit, og børneunderholdningen syntes at tilfredsstille deres målgrupper.
Da The Savage Rose kom på scenen var der dog ingen tvivl om, at folk hovedsageligt var kommet for at høre Annisette Koppel og hendes folkekære band slå sig løs.
Lige så snart The Savage Rose slog de første toner an blev lyden fra de fremmødte tilskuere, picnic-nyder og hyggetrolde tydeligt dæmpet.
Opmærksomheden var på bandet og musikken.
Folkene i Byparken havde dog ikke behøvet at dæmpe sig for at give plads til The Savage Rose, for på trods af sin fremskredne alder var der stor kraft bag Anniesettes sang og bandet, der støttede op om hende.

Mere end tusind mennesker flokkedes til Byparken for at hygge og høre musik.(Foto: Erling J.)

En vidunderlig mulighed

Gruppens sceneshow lod heller ikke meget tilbage at ønske.
Hele The Savage Rose spillede på livet løs, og Annisette Koppel gav den hele armen, mens hun dansede og svajede rundt på scenen i takt med musikken.
Før gruppen gik på var begivenheden i Byparken en stillesiddende affære, hvor folk sad på deres tæpper, stole og siddeunderlag.
Kort efter The Savage Rose var gået på, begyndte folk dog at rejse sig og søge op mod scenen, så de bedre kunne opleve, hvad der foregik der.
Applausen efter numrene gjorde det desuden helt klart, at musikken faldt i byparkgæsternes smag.
Også oppe på scenen syntes man at nyde oplevelsen.
Annisette Koppel brugte i hvert fald en af de stille stunder mellem sangene til at takke publikum for, at de havde væretmed til at give gruppen en mulighed for at spille i den vidunderlige park.
Næste Byparkskoncert foregår tirsdag 21. juli fra kl. 18.30. Her er Folkeklubben hovednavn, mens Sonja Hald står for opvarmningen.

hw@roskildeavis.dk

Lene Buch (t.v.) og Dorthe Andersen fra Roskilde kommer til Byparkskoncerterne så ofte, de har mulighed for det. De nyder stemningen med de mange andre gæster, og glædede sig over at få lov til at se The Savage Rose spille på en dag, hvor vejr og stemningen gik op i en højere enhed.
Fra venstre mod højre ses Patrick Leth, Bianca Rydén og Jeanne Leth fra Tune. De tre var glade for at være i byparken, hvor de nød hyggen med familien og musikken. De havde også været ovre for at se børneunderholdningen, hvor både trylle- og fysikshowet begejstrede.
Gitte Jørgensen, Susanne Rømer og Stine Cortsen (fra venstre mod højre på billedet) var tage fra Holbæk for at komme til Byparkskoncert med The Savage Rose. Gitte Jørgensen var helt ny til oplevelsen, mens de to andre havde været til Byparkskoncert mange gange før. De var dog alle enige om, at stemningen var fantastisk, og at der gerne kom igen, når muligheden bød sig.
Julie Pedersen og hendes bror Akheem Dons-Gordon var rejst fra Frederiksværk til Roskilde for at komme med til Byparkskoncert. Julie Pedersen var primusmotor i udflugten, men Akheem Dons-Gordon var også blevet grebet af stemningen i parken, og de syntes, at musikprogrammet var fedt skruet sammen.