Dansk Folkepartis menneskesyn
Jesper Elkjær (RV)
Byrådsmedlem
Hestehaven 8, Kolding
For få dage siden kunne jeg læse i en artikel, at man fra Dansk Folkepartis side afviste at have et menneskesyn. Et menneskesyn er ifølge DF ren og skær venstreorienteret propaganda. Det var sådan set fint at få holdningen sat på plads. Overrasket var jeg ikke, men godt alligevel.
Jeg blev til gengæld overrasket, da jeg læste et debatindlæg af Anni Grimm i JV den 15. juli. Her gav DF-medlemmet af byrådet i Vejen Kommune nemlig alligevel et bud på et menneskesyn.
”Vi passer til/kan indpasse os netop de steder, hvor vi har oprindelse…..” og ”Alle blomster har deres egne behov for særlige vækstbetingelser”.
Den social-darwinistiske argumentation er åbenlys her og bringer tankerne hen på racehygiejne, mens blomstermetaforen for alvor sætter tingene på plads. Glem alt om moderne antropologiske eller etnografiske teorier. Du er, hvad du er født til, og det kan ikke være anderledes. Velkommen til den mørke middelalder med Anni Grimm. Hvis bare vi kunne få bekræftet dette menneskesyn fra DF, så ville mange brikker falde på plads.
Må jeg som formand for kulturudvalget i Kolding Kommune ikke invitere Anni Grimm på en rundtur i Geografisk Have i Kolding? Her vil du se arter (blomster, buske og træer), som Aksel Olsen har hjembragt fra alle kroge af verden. De trives fortrinligt efter flere årtier og har tilpasset sig optimalt.
Måske er det samme også muligt for mennesker? Måske er integration rent faktisk en mulighed? Måske er det Anni Grimm, der flygter fra virkeligheden?