De er bløde og søde
Månedens roskildenser, internat-leder Rikke Lee-Christensen, fik allerede som barn stor kærlighed til dyrene
- Allerede som barn blev jeg meget glad for dyrene, fordi de både er bløde, søde og dejlige. Jeg er rødhåret og blev drillet, da jeg var lille pige, så derfor blev min hund den bedste ven, som jeg kunne fortælle alt til. Sådan opstod hendes forhold til de kære firbenede, fortæller dyrlæge Rikke Lee-Christensen, som er chef for internatet hos Dyrenes Beskyttelse ved Darup. For sin store indsats med at hjælpe svigtede kæledyr er hun nu blevet kåret som 'Månedens Denser' i juni hos Roskilde Avis. - Dyrene giver os mange glæder, fordi de er så trofaste og hengivne. Men de er også uskyldige og hjælpeløse, når de bliver svigtet af mennesker. Når det går galt, skyldes det jo ikke ond vilje, men fordi nogle ikke er klar over, hvad de påtager sig, når de anskaffer sig et dyr. - Derfor har vi en stor opgave med at redde og finde et nyt hjem til dem her på Roskilde Dyreinternat, forklarer Rikke Lee-Christensen.
Flot natur
Den 41-årige har været dyrlæge i 11 år og blev uddannet i den amerikanske delstat Georgia, hvor hun dengang levede med sin daværende mand. Hun kom til internatet i Roskilde i 2012 og bor nu på stedet sammen med sin kæreste og to sønner. Dyreinternatet har i denne periode oplevet en stor udvikling, så der nu er 10 ansatte på fuld tid og 7 på deltid samt en meget stor gruppe af frivllige, som også hjælper meget til. - Jeg er selv vokset op i Nordsjælland, hvor vi også havde dyr hjemme, men besøgte som barn ofte Roskilde hos en tante i Lejre. Så jeg kendte området på forhånd og vidste, at her er en fantastisk, flot natur, beretter Rikke Lee-Christensen. Antallet af dyr varierer meget i løbet af året. Om vinteren har internatet normalt omkring 100, mens indbyggertallet nu er fordoblet, fordi mange efterlader kattekillinger til deres skæbne rundt om i sommerlandet.
Vandhunden Nemo
Selv om hun har set så mange tilfælde med svigtede dyr, kan Rikke Lee-Christensen stadig selv blive grebet af deres skæbne. Hun har netop adopteret en Golden Retriever-hvalp, der i løbet af sit kun 10 måneder gamle liv havde nået være hos fem forskellige familier. - Men de opgav den, fordi den var for besværlig og ødelagde sko eller lignende. Men det var altså bare en retriever-hvalp, og det skal man være klar over. Jeg tog den selv, fordi den var blevet så forvirret over at være mange steder, at den nok heller ikke kunne være hos en ny familie, og så var den blevet aflivet. Rikke har døbt hvalpen 'Nemo', fordi den er så glad for vand. Kaptajn Nemo er hovedpersonen i klassikeren 'En verdensomsejling under havet', skrevet af den berømte franske forfatter Jules Verne. Det passede ekstra fint i dette interview, der blev lavet på Bastilledagen 14. juli, hvor republikken fejrer sin nationaldag til minde om den store revolution, der fjernede monarkiet og huggede hovederne af kongen og dronningen.
En fornøjelse
Rikke Lee-Christensen var foreslået af Ulla Dahl, der selv er frivillig på internatet og synes, det er en sand fornøjelse at hjælpe til på stedet. - Med glæde og kærlighed gør hun et stort arbejde, der er uden sidestykke. Sammen med hele personalet udfører hun opgaven året rundt, og de er også klar til at tage et stort rykind, når der pludselig kommer mange hunde eller katte ind ved en stor dyreværnssag. Det viser så tydeligt, hvad de rummer, siger forslagsstilleren, der selv bor på Peblingevej i Roskilde.