Boligplacering af flygtninge i Kolding Kommune
Knud Erik Langhoff (K)
Gruppeformand for Konservativt
Folkeparti i Kolding
Mariavej 9, 6091 Bjert
Boligplacering af flygtninge i Kolding kommune er vigtigt. Det kræver fleksibilitet i tilgangen til at finde rigtige løsninger.
I Plan og Boligudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet i Kolding er det besluttet ”at permanente og midlertidig boligplacering af flygtninge sker ud fra ønsket om at sikre en god modtagelse af flygtninge, menneskelighed og en vellykket integration – herunder hensigtsmæssig adgang til sprogskolen / undervisningstilbud”, og at midlertidig boligplacering - udover første ”at” - sker med udgangspunkt i at minimere de kommunale omkostninger hertil.
Det er vigtigt, at vi giver kommunens embedsmænd friheden til at arbejde i videst mulige rammer i processen med at finde frem til de rigtige løsninger for boligplacering.
Det er det, fordi der på nuværende tidspunkt foretages professionelle og faglige vurderinger af rigtig mange muligheder for boligplacering af flygtninge i hele Kolding kommune.
Det er vigtigt, at vi giver forvaltningen den fornødne arbejdsro, og at vi fra politisk hold ikke fravælger enkelte adresser eller områder ud over områder, der allerede er aftalt fravalgt.
Jeg vil arbejde for, at vi afventer vurderingerne og træffer beslutning ud fra et samlet faglig kvalificeret udspil fra By og Udviklingsforvaltningen.
Med udgangspunkt i 2. “at”, der omhandler minimering af kommunale omkostninger, ser jeg gerne en hurtig løsning, idet der i øjeblikket indkvarteres flygtninge på hoteller og i B&B, der ellers anvendes til overnatning for turister. Dette i et omfang, der begrænser turisters adgang til overnatning i Kolding kommune og dræner kommunekassen for penge i et helt uhørt omfang.
Efter min mening er det forkert på nuværende tidspunkt at fravælge Kløverhøj til midlertidige boligplacering af flygtninge i begrænset omfang.