Fortsæt til indhold

Vejarbejde spærrer Chr. X's Bro i 12 dage

Kong Chr. X's Bro bliver spærret for biler fra den 8. til 20. august

Arkiv
Arkiv

Asfalten på broklapperne af Kong Chr. X's Bro smuldrer og falder ned på trafikanter, når broen åbner. Der skal ny belægning på, og det kan kun ske om sommeren, hvor det er lunt nok til, at den ny belægning kan hærde. Broen spærres for biler 8.- 20. august.
"Der er ingen tvivl om, at vi hellere vil genere trafikken på et andet tidspunkt, hvor der ikke er så mange turister. Men desværre er det ikke muligt. Den ny belægning, som skal på vejbanen på Kong Chr. X's Bro, hærder kun ved sommertemperaturer. Så der er ikke rigtig nogen vej uden om," siger ingeniør i Sønderborg Kommune, Holger Duus.
Hærdningstiden er 16 timer v. 20 grader. Er det koldere, tager det endnu længere tid.

Åben for gående og knallerter

Broen spærres for al kørende trafik fra lørdag den 8. august til torsdag den 20. august. Kun knallerter, cyklister og fodgængere kan passere. Alssundbroen nedklassificeres til almindelig landevej i perioden, således at traktorer kan passere fra Vestermark til Aabenraavej uden særlig tilladelse. Nedklassificeringen gælder kun selve broen – ikke motorvejen på Jyllandssiden eller omfartsvejen på Als. Bybustrafikken og andre busser mellem Als og fastlandet vil blive uregelmæssig, idet busserne også henvises til Alssundbroen.

Arbejde i døgndrift

Arbejdet på broen går i første omgang ud på at få den gamle belægning af. Det sker med vand ved højt tryk og vil foregå fra den 8. til 10. august. Da arbejdet medfører nogen støj, vil det ikke foregå om natten, men kun kl. 7-22. Det øvrige arbejde vil foregå døgnet rundt for at begrænse perioden, hvor broen er lukket for kørende trafik.
Arbejdet på broen vil også påvirke sejlere med mast på båden. De kan kun i begrænset omfang (mellem kl. 15 og 19) regne med broåbninger den 11., 13., 14. og 19. august. Der er almindelig åbning hver halve time i weekenderne 8.-9. august og 15.-16. august.