Fortsæt til indhold

NBA-besøg på basketskolen i Solrød

Arkiv
Arkiv

BASKETBALL: Så nærmer tiden sig til at dette års basketskole hos Solrød Comets går i gang. På nuværende tidspunkt har over 70 tilmeldt sig. Mandag den 3. august kl. 9.30 i Solrød Idrætscenter åbnes dørene for den 16. basketball skole i Solrød.
Og som en fantastisk nyhed har Solrød Comets via cheftræner Carl Woodard fået lavet en aftale med en tidligere NBA spiller om at komme og give ud af sin viden.
Carl Woodards highschool holdkammerat Terence Stansbury spillede tre sæsoner i NBA for henholdsvis Indiana Pacers og Seattle Super Sonics og han var med i All Star Slam dunk konkurrencen, hvor han var oppe imod selveste Michael Jordan i de tre år han spillede i Ligaen.
Efter tre sæsoner gik turen til Europa som professionel basketspiller, hvor han i en sæson bl.a. spillede sammen med Mikkel Langager, der startede sin basketkarriere i Karise under Henrik Sandberg.
Terence Stansbury er i dag træner i den bedste franske liga og er en del af den kæmpe succes, der er i fransk basket, hvilket kan ses på deres landshold, der i september skal spille EM på hjemmebane.
- Dette års trænergruppe er den stærkeste, der har været på Basketskolen. Det er med stolthed, at vi i år har trænere, der som aktive spillere spillede på det højeste niveau i verden. Det gælder fra OL til NBA, som man må sige at være enhver basketspillers ultimative drøm, siger formand i Solrød Comets, Henrik Sandberg.
- Dette giver deltagerne en mulighed for et godt afsæt i deres basketball. Om man er nybegynder, der vil bruge skolen til at opbygge et spil, som vi i klubben kan arbejde videre på, eller om det er en ungdomslandsholdsbasketspiller, der vil bruge ugen til at komme i gang med sæsonen. Hvis basketskolen giver grundlag for den sæson, som Comets er i gang med, så lover det godt og der er ingen tvivl om at det bliver spændende, siger Henrik Sandberg.
På skolen vil deltagerne på bare en uge blive introduceret for verden største indendørs boldspil, og du vil være klar til den nye sæson.
Hvis du ikke har fået en flyer kan du tilmelde dig til basketskolen på Solrød Comets hjemmeside www.solrodcomets.dk.
pm