Fortsæt til indhold

De cykler verdens hårdeste terrænløb

Simon Sommer og Sonnich Nielsen fra Varde Cykelklub er i gang med verdens hårdeste terræn- cykelløb i Norge

Arkiv
Lotte Gyldenvang

Det handler om at cykle 700 kilometer hurtigst muligt.
Så enkelt kan cykelløbet i det nordligste Norge, Offroad Finnmark, beskrives.
Men det er næppe lige så nemt at gennemføre løbet, som det er enkelt at beskrive. Derfor har 31-årige Simon Sommer fra Varde og 45-årige Sonnich Nielsen fra Esbjerg trænet målrettet siden efteråret 2014 for at være i topform, når de sætter sig i sadlen tirsdag aften klokken 18 på deres mountainbikes i byen Alta i Norge, hvor det lange cykelløb starter og slutter.
“Hele ruten foregår i norsk terræn. Ofte cykler vi i et ATV-spor, men ind imellem er det kun den lyserøde streg på gps'en, der skal følges,” forklarer Sonnich Nielsen.

Satser på top-5

Han deltog i OffroadFinnmark sidste år, men måtte stoppe halvvejs på grund af en familietragedie. Hans iver for at gennemføre i år er smittet af på makkeren Simon Sommer.
“Vi satser på at gennemføre på 65 timer, og håber på at få en top-5 placering,” lyder det fra mændene, da de sidder ved en af deres hovedsponsor Bikein i Varde, mens cyklerne gøres klar til den ekstreme tur.
Simon og Sonnich kender hinanden fra forsvaret og træner sammen i Varde Cykelklub. De er så begejstrede for at dyrke sport, at de ikke nøjes med cyklen. Begge dyrker triatlon og skal deltage i hver deres ironman efter verdens hårdeste terræncykelløb i de norske fjelde.
“Det lyder måske vanvittigt, men vi ser det som en god udfordring, hvor man lærer en masse om sig selv, når man skubber lidt til sine grænser. Det er heldigvis forskelligt, om man skubber grænser ved at tage på Torvet og deltage i TV2 på Tour eller om man som vi flyver til Norge og cykler i 65 timer,” siger Simon Sommer.

Udholdende teamwork

Mængdetræning i strandens tunge sand og cykelløb på 12 og 24 timer har været en del af træningen.
“Jeg tror alligevel, at den største udfordring bliver, om jeg har træning nok i kroppen til at stå distancen. Om jeg så skal gå, så gennemfører vi løbet,” siger Simon Sommer, der netop er blevet far for anden gang.
“Der er et stort teamwork i det her. Det handler om ikke bare at give den gas, når man har kræfterne til det, men støtte hinanden. For der bliver både op - og nedture undervejs,” erkender Sonnich Nielsen.
De drømmer allerede om et cykelløb i Sydafrika, men indrømmer, at det afhænger af hjælp fra sponsorer.
“Michaels Automobiler, Blåvand Fiskebutik & Restaurant og Bikein har blandt andre gjort den norske drøm mulig. Men uden opbakning og forståelse for de mange timers træning fra vores familier var det heller ikke muligt,” siger Simon Sommer.
Læs mere på offroadfinnmark.no og følg de to ryttere via appen 'Offroad Finnmark'.