Fortsæt til indhold

Britta var pladevender i Tyrolerlandsbyen

Arkiv
Arkiv

Pink Floyd, The Doors og The Rolling Stones.
Det var nogle af de plader, som Britta Cordth spillede, da hun i 1966-1967 var pladevender på det legendariske Tyrolerlandsbyen, kaldet Tylle, i Vejle.
Det var et tilfælde, at Britta Cordth fik tjansen som pladevender.
”Jeg kendte Helmuth, der var inspektør, fordi jeg var gæst på Tylle. Jeg tror også, han købte benzin hos min far, der havde en benzinstation ved Mølholm. Desuden var jeg fra Fredericia, og måske syntes han også, det var lidt interessant med en der kom udenbys fra, så han spurgte mig, om jeg ikke ville stå for at indkøbe nogle plader til hans nye idé om et slags diskotek.”
Lidt tid efter indkøbet læste hun i Vejle Amts Folkeblad om det helt nye tiltag på Tylle. Nu skulle der være diskotek i pauserne mellem den levende musik. Dengang var der levende musik på Tylle seks aftener om ugen, og stedet var kendt som det vigtigste pigtrådstempel uden for Aarhus og København.
”I avisen stod der, at Britta Cordth skulle være pladevender. Det var første gang, jeg hørte det, men jeg ville naturligvis gerne,”, fortæller Britta.
På Tylle fik Britta Cordth plads i et lille aflukke, hvor hun sad og spillede plader, når de forskellige bands ikke trykkede den af på scenen i salen.
”Folk kom op og ønskede numre, og nogle gange havde gæsterne deres egne plader med, og så spillede jeg også dem, hvis det var noget, jeg kunne lide.”
I midten af 60'erne var diskotekerne ikke udbredte i Danmark, og det var slet ikke almindeligt med kvindelige pladevendere:
”De bands, der spillede i Vejle, spillede også ofte i Aarhus. Og jeg tror, at Helmuth var god til at snakke med musikerne om, hvordan man gjorde andre steder i landet. Jeg tror, han fik ideen, fordi man havde noget lignende i Aarhus.”
Britta Cordth bor idag på Amager, men tager turen til Vejle, når VejleMuseerne afholder Mølle og Tylle-festaftener i Spinderihallerne fredag den 21. og lørdag den 22. august.