Butikkerne har haft en blandet sommer
Det ustadige vejr er ikke ubetinget dårligt for detailhandlen. Til gengæld giver renoveringen af Kongensgade hovedbrud
Det danske sommervejr er og bliver ustadigt. Regn og blæst den ene dag. Sol og skyfrit den næste. Ja vel i virkeligheden bare sådan lidt op og ned.
Op og ned går det også for den lokale detailhandel, hvis man stikker hovedet forbi en række butikker og beder dem give en status. Og det var lige præcis, hvad Lokalavisen Esbjerg gjorde i sidste uge.
“Jeg vil sige, at det vigtigste sådan set er nogle fornuftige temperaturer, og så gør det ikke noget, at det er overskyet. For hvis solen bager ned, så er folk ved stranden og ikke ude at shoppe,” siger Jesper Kristensen fra herretøjsforretningen Viktor No60 i Kongensgade.
Han forklarer, at det ustadige vejr betyder, at man kommer til at brænde inde med nogle af sommerartiklerne, mens man til gengæld har solgt flere jeans og overgangsjakker end sædvanligt.
“Med det ustadige vejr går folk lige det længere i deres forårstøj, og ja så er det jo lige straks efterår,” smiler Jesper Kristensen, som dog ikke har megen smil om læberne, når talen falder på, hvor stor betydning renoveringen af Kongensgade har for omsætningen:
“Vi ved godt, at det skal være skidt, før det bliver godt, men det er selvsagt ikke optimalt for forretningen. Det er jo heller ikke ligefrem med til at gøre byen hyggelig. Vi ser virkelig gerne, at der kommer noget skub i renoveringen nu.”
Regntøj og jakker
Heller ikke hos Sport 24 længere nede af Kongensgade jubler man af begejstring, når talen falder på renoveringen af byens gågade.
“Det har allerede taget virkelig lang tid, og det værste er, at det ikke ser ud til at komme nogle vegne. Selvfølgelig påvirker det os, at der er gravkøer i gang lige uden for døren og at vi ikke har kunne have vores gadevarer ude at stå i lang tid,” fortæller Marianne Kristensen fra Sport 24.
Mens hun håber, at renoveringen snart får en ende, glæder hun og resten af personalet sig over, at man på trods af udfordringerne har haft en fornuftig sommer:
“Vi har da haft bedre sommerperioder, men er egentlig godt tilfredse, når man tænker på renoveringsarbejdet. Der har været mange tyskere og nordmænd, men også danskere udefra, og vejret har sådan set været ok. Mange kommer jo ind fra sommerhusområderne og shopper lidt, når vejret ikke er til stranden,” siger Marianne Kristensen og fortæller, at man især har solgt jakker og regntøj denne sommer.
Søstrene Grene er tilfreds
Længere nede af gaden finder man Søstrene Grene, der slog dørene op tilbage i marts måned i år.
Her er man endnu ikke berørt af gågade-renoveringen i samme omfang som Viktor No60 og Sport 24, og det kan mærkes på butikschef Rakel Stefánsdóttir:
“Det er gået bedre end forventet, synes jeg. Vi mærker ikke rigtig renoveringen og larmen hernede. Vi har haft mange kunder fra især Tyskland, og den megen blæst og regn har helt sikkert betydet flere kunder. Samtidig er vi jo nok også en butik, hvor folk kommer ind og kigger lidt mere,” siger Søstrene Grenes butikschef, der i det hele taget føler, at man har fået en god modtagelse i Esbjerg efter at være vendt tilbage til midtbyen:
“Vi er faldet virkelig godt til, så det er dejligt.”
Gravearbejdet koster dyrt
Hos Inspiration i Kongensgade 61 står man også med en fornemmelse af, at det har været en lidt blandet sommer:
“Butikken har været rigtig godt besøgt af turister på grund af det dårlige vejr. De kommer fra Blåvand og Vejers, og det er især tyskere og hollændere. De mange turister har betydet, at vi har kunne holde skindet på næsen på trods af, at de har rykket Kongensgade i stykker,” fortæller butikschef Christian Michelsen Jensen og fortsætter:
“Jeg må være ærlig og sige, at renoveringen har været meget værre end forventet. Jeg har 48 andre Inspirationsbutikker at benchmarke (et sammenligningsgrundlag, red.) op mod. Og der kan jeg jo tydeligt se, hvor mange kunder vi mister, mens andre holder skansen,” siger Christian Michelsen Jensen, der er skuffet over, hvordan tingene har udviklet sig:
“Det skal godt nok blive en flot gågade, før det kan tjene dét ind, hvad vi taber. Alene i gadevarer har det kostet os rigtig meget. For to måneder siden fik jeg at vide, at jeg skulle flytte gadevarerne, fordi der skulle graves. Jeg lejede mig derfor straks ind hos Box It, som jeg betaler for hver måned, men de er først begyndt at grave i sidste uge.”