Fortsæt til indhold

Musikalsk fest i Hugos Gård

Musikforeningen Bygningen inviterer til fest i Hugos Gård som optakt til efterårets oplevelser på Teaterbygningen.

Arkiv
Martin Rasmussen

MUSIK: Musikforeningen Bygningen er klar til at byde inden for til en spændende efterårssæson, der lover mange sjove, smukke og medrivende stunder på Teaterbygningen. Og traditionen tro indledes efteråret med en charmeoffensiv i Hugos Gård, hvor Bygningen lørdag den 15. august fra klokken 12 byder velkommen til en eftermiddag med musik og hygge.
Her kan gæsterne se frem til to koncerter, som kan opleves ganske gratis. The Beatophonics tager publikum et godt stykke tilbage i tiden med sin 60'er-nostalgiske tilgang til musikken. Stil og lyd fuldstændig som tilbage i starten af 60'erne, hvor Peter Belli og alle de andre huserede i Danmark, mens Beatles tog sig af resten af verden. På scenen denne dag er også bluesbandet The Deepers.
Musikforeningen Bygningens efterårsprogram ligger i øvrigt klar - billetter kan købes allerede nu på www.bygningen.dk.
Michelle Birkballe åbner efterårssæsonen fredag den 25. september, og siden kan publikum blandt andet se frem til at møde kendte navne som Johnny Madsen, Rasmus Walter, Chris Minh Doky, Monrad & Rislund, Folkeklubben og Anne Linnet.
Desuden er billetsalget allerede nu åbnet til to store forårsarrangementer, hvor der må ventes udsolgt. Her venter oplevelser i selskab med komikerne Huxi Bach og Christian Fuhlendorff.