Vikinger i kamp for førsteplads
Topstriden er uhyre tæt i Dansk Metal Speedway League, hvor Esbjerg Vikings og Munkebo Scorpions er blandt de mandskaber, der kæmper om førstepladsen. De får skarp konkurrence af Region Varde og Team Fjelsted i den dyst, og placeringen er ikke uvæsentlig. Vinderen af grundserien afholder Superfinalen, der ikke alene er økonomisk lukrativ, men også sportsligt en stor fordel i jagten på mesterskabet.
Derfor er der meget på spil, når Ib Pedersens tropper skal forsvare vikingeborgen hjemme på Granly Speedway Arena, hvor holdet har været suveræne i år med lutter sejre. Som en ekstra krølle på historien, så er netop de to klubber gået sammen om at livestreame fra den danske liga, og generelt er der store forventninger til onsdagens opgør kl. 18.30 på Granly Speedway Arena.
“Jeg glæder mig som et lille barn til det. Det er sådan en match, hvor der er en masse på spil. Vi er fire hold, der kæmper intensivt i toppen, og vi vil alle sammen gøre alt, hvad vi kan for at få førstepladsen og dermed Superfinalen,” siger holdleder Ib Pedersen om topbraget, hvor der er gratis adgang for alle under 18 år.
Derfor forventes der også en del tilskuere, og det er kun med til at øge forventningens glæde.