Egtvedpigen kan nu kaldes enestående

Louise Felding er museumsinspektør og arkæolog med styr på Egtvedpigens historie, eller det havde hun i hvert fald indtil i foråret, hvor historien pludselig blev anderledes. For i mange år havde man troet, at den cirka 16-årige pige, der engang for 3.400 år siden blev begravet ved Egtved, var en lokal pige.
Men ny forskning viser, at hun er fra Schwarzwald i den sydlige ende af Tyskland.
“Det var overraskende, og det er da megaspændende med den nye viden. Det åbner for nye muligheder for at stykke historien sammen,” siger Louise Felding.
Og den nye viden gør om muligt Egtvedpigen endnu mere unik. For rent arkæologisk er der fundet mange genstande, der indikerer, at der i bronzealderen var godt gang i handlen både nær og fjern. Bare det, at bronze laves af kobber, som vi ikke har i Danmark, viser jo, at der har været en god samhandel over store områder.
Men Egtvedpigen har nu skubbet til historien.
“Det er simpelthen enestående, at vi har en så personlig fortælling fra bronzealderen. Jeg kender ikke til andre eksempler på så detaljeret en rejsebeskrivelse for et individ fra forhistorien, og så at hun ender sin rejse i Egtved, her hos os, det er da fantastisk,” siger Louise Felding.

Formidling

Nu er der mange huller i den viden, man har om Egtvedpigen, for bronzealderfolket skrev ikke noget ned, men med nye forskningsmetoder ved man nu alligevel meget nyt om den unge pige. Det er sket ved at undersøge hendes tænder, hår og negle. Mest overraskende er, at hun er født langt væk, men at hun er rejst langt og døde kort tid efter, hun ankom kanten af Ådalen. Hvorfor kan der kun gisnes om.
Hun blev begravet i en egetræskiste, og området hvor hun blev begravet har selvfølgelig set anderledes ud. Og dog.
Netop området ved gravhøjen er i den dag i dag speciel, for seks hektarer er fredet og braksået, så her får man et bud på, hvad det var for et landskab Egtvedpigen kiggede ud over dengang tilbage i tiden. I bronzealderen blev området godt fyldt op med gravhøje, og deriblandt både Egtvedpigens egen grav.
“Egtvedpigen er en så stor del af den danske kultur, at vi alle kender hende. Nu er historien om hende så anderledes, men både den nye og den tidligere historie skal vi fortælle på bedst mulige måde,” siger hun.
Og den måde, der formidles på ved Egtvedpigens Grav, er man gået i gang med at kigge på, for den skal ændres.
“Der er omkring 13.000 gæster forbi hvert år, så det er populært sted, men det er nok ikke forkert at antage, at der er nogen, som går skuffet herfra. Vores formidlingshus er fra midten af 1980'erne, og selvom det for nylig blev peppet op, så trænger vi til en ny måde at formidle på. Ikke med alt for meget pling plang, men selvfølgelig på en spændende, ny måde,” siger hun.
Den slags koster dog penge, og den side af sagen arbejdes der på, og efter sommerferien går Louise og andre gode kræfter på VejleMuseerne i gang med at gøre klar til første skridt, nemlig at skaffe så meget ny viden om den unge kvinde og tiden og området hun levede i. Og den viden skal kanaliseres ud i en ny måde at formidle på, både med en bygning men også den natur, der er omkring gravhøjen.
“Jeg er begejstret over den opgave, der ligger forude med formidlingen af det nye kapitel i Egtvedpigens historie. Sammen med det dejlige område derude, giver det rig mulighed for en spændende formidling af Egtvedpigens historie, og det landskab hun færdedes i. Noget som de ikke på samme kan på Nationalmuseet, hvor hendes originale dragt udstilles,” siger Louise Felding og smiler bredt.













Fakta
Det er Seniorforsker, Ph.d. Cand. Scient. Karin Margarita Frei fra Nationalmuseet og Center for Tekstilforskning på Københavns Universitet, der har analyseret Egtvedpigens strontiumisotop-signatur, og på den måde fundet frem til den nye viden om Egtvedpigen.