Sådan gik gadeløbet i Kolding
Tusindvis af cykelfans stimlede onsdag aften sammen langs Vejlevej for at heppe på rytterne til Spar Nord Grand Prix
Beboere på Vejlevej rykkede onsdag eftermiddag havestole og ølkasser ud til vejen for at se den første udgave af Spar Nord Grand Prix i Kolding fra første parket. Tusindvis af koldingensere stod en time før løbet klar ved den gule afspærring, der var sat op langs den 3,7 kilometer lange rute for at få frit udsyn til de netop hjemvendte danske cykelhelte fra Tour de France; Jakob Fuglsang, Lars Bak og Michael Valgren.
“Der er Fuglsang, mor. Se, der cykler han,” sagde 11-årige Andreas Søndergaard fuld af begejstring i stemmen til mor Gitte Søndergaard, da den kendte cykelrytter kom til syne i mængden. Let at spotte i sin turkisfarvede cykeldragt.
Andreas og lillebror Tobias havde troligt set de spændende bjergetaper i fjernsynet. De cykler også selv, og onsdag fik de endelig set rytterne i levende live.
“Jeg havde lidt håbet, at Mark Cavendish også kom, men jeg hørte, han fik siddesår efter Tour de France. Det var synd for ham,” konstaterede Andreas.
Byrådsmedlem Tanya Buchreitz Jensen (V) holdt åbningstalen, hvor hun takkede for den store opbakning til løbet.
Da cykelløbet endelig blev skudt i gang, løb de to brødre Andreas og Tobias frem og tilbage mellem afspærringerne, for at få det korte glimt af rytterne, der først kørte op og dernæst ned ad Vejlevej.
På et plateau ved målstregen stod den erfarne dommer og formand for kommissærudvalget i Danmarks Cykle Union, Henning Knudsen, klar med stopuret. Rytterne skulle køre i en time samt tre omgange, og i den tid skulle dommeren sørge for, at der ikke var nogen, der snød.
“For eksempel kunne rytterne udnytte et sving til at lukke lidt luft ud af dækket, og så kunne de køre ind til siden for at få mere luft i og på den måde få en pause eller måske springe en runde over,” forklarede Henning Knudsen, der har været dommer i 17 år og fortsatte:
“Det ville dog være usædvanligt i sådan et løb, fordi ruten er så kort, og der er publikummer og kamera langs hele ruten, men det er blandt andet sådan noget, jeg holder øje med”.
Der var ingen, der snød undervejs, men dommeren var enkelte gange tæt på at bryde ind, da motorcyklen, der filmede rytterne til tider kørte for tæt på afspærringen.
Da klokken slog 19 førte Michael Valgren, mens Jakob Fuglsang lå nummer 11 og Lars Bak på en tolvteplads, og selvom placeringerne hurtigt ændrede sig i løbet af de sidste runder, endte det ikke med en sejr til tourdanskerne. Først i mål kørte den 21-årige Team ColoQuick-rytter Mads Würtz. På andenpladsen kom Michael Valgren fra Tinkoff-Saxo, og ind som nummer tre kom Team TREFOR - Blue Waters 19-årige rytter Mads Rahbek.
Det blev dermed ikke til en podieplacering for hverken Fuglsang eller Bak.
“Det var en hård omgang. Der var godt nok mange Trefor-ryttere. Jeg ville gerne have været helt fremme, men heldigvis var der én af tourrytterne, der ramte podiet. Jeg siger til mig selv, jeg fik en halv andenplads,” lød det med et grin fra Jakob Fuglsang til klapsalver fra publikum.