Fortsæt til indhold

Forpremiere på filmen om dansk EM-succes i 92

Arkiv
Arkiv

FILMNYT: Køge Bio kan lørdag den 15. august Kl. 15.00 byde indenfor til en forpremiere - nemlig på filmen "Sommeren '92" - en film om hvordan det umulige blev muligt - At de rød-hvide farver strøg til tops ved EM 1992 i fodbold i Sverige.
I den forbindelse får Køge Bio besøg af instruktør Kasper Barfod og flere af skuespillerne fra filmen som holder et lille oplæg til filmen.
Der kan allerede nu bestilles og købes billetter på www.koegebio.dk.
Køge Bio gør opmærksom på, at der til denne forestilling ikke kan benyttes BiografKlub Danmark taloner.
Inden forestillingen, mellem kl. 14. og kl. 14.45 serveres en pølse med brød i Pølsekiosken på Torvet.
Voucher udleveres i biografen på dagen.
Kort om filmen "Sommeren '92":
Landstræner Richard Møller Nielsen - spillet Af Ulrich Thomsen - kæmper en ulige kamp med et splittet hold, der nægter at spille efter hans taktik. Ingen forstår, hvad han vil, hverken spillerne eller pressen – kun hans kone Jonna forstår ham. Han er Danmarks mest udskældte mand, og det ser sort ud.
Men i sommeren '92 får Richard en uventet chance, og pludselig er holdet på vej til EM i Sverige. Med i bagagen følger de interne konflikter, uenighederne og de personlige udfordringer, men Richard er overbevist om, at de sammen kan gøre det umulige. ”Sommeren '92” er en film om en mand, der mod alle odds samler et hold og en nation.
Ulrich Thomsen spiller som nævnt med stor overbevisning landsholdstræner Richard Møller Nielsen, mens en række af dansk films store talenter spiller det danske landshold – Cyron Melville, Mikkel Boe Følsgaard og Esben Smed som Brian Laudrup, Kim Vilfort og John 'Faxe' Jensen samt Gustav Dyekjær Giese, Jon Lange, Allan Hyde, Johannes Lassen, Morten Vang Simonsen og Niclas Vessel Kølpin i rollerne som Peter Schmeichel, Kim Christofte, Flemming Povlsen, Kent Nielsen, Henrik Andersen og Michael Laudrup.
Derudover medvirker Henning Jensen, Lars Brygmann og Julie Zangenberg samt Lene Maria Christensen og Birgitte Hjort Sørensen som Jonna Møller og Minna Vilfort.
pm