Fortsæt til indhold

Nu livestreames Vikingerne

Arkiv
Rune Weitling

Det er altså bare temmelig træls, når moster Oda 'indkalder' til 73-års fødselsdags tam-tam, når man lige havde sat næsen op efter, at man skulle en tur på Granly Speedway Arena og se topsport med en varm grillpølse i den ene hånd og en kold fadbjørn i den anden.

Men fortvivl ikke, for selv om du bliver tvunget til Odas festligheder, så kan du fremover stadig smække øjnene i lokalt top-speedway, hvis du sniger dig ud på toilettet med din smartphone eller går ind i onkel Knuds gamle værelse, hvor 14 tommer tv'et fra start 90'erne stadig står og troner som et andet trofæ. De to tophold i Dansk Metal Speedway League, Munkebo Scorpions og Esbjerg Vikings, vil nemlig i fremtiden transmittere matcher fra Dansk Metal Speedway League, og dermed er der ikke længere undskyldninger for at misse en match.

Tidligere i år testede man livestream af speedway-matchen mellem Esbjerg Vikings og Team Fjelsted, og det blev en overvældende succes.

Ser det som vejen frem

Antallet af streams var langt over, hvad selskabet bag produktionen Boch & Bjerre samt firmaet Webstream havde turde drømme om, og derfor er der også efterfølgende blevet brugt meget tid på at finde en model, der kunne følge op på succesen. Det er nu mundet ud i, at både danske og udenlandske fans kan se dansk topspeedway live, da selskaberne bag Munkebo Scorpions og Esbjerg Vikings er gået ind i et samarbejde med Danish Speedway Production og Outside Broadcasting Denmark, som ejes af Boch & Bjerre.

"Begge klubber ser det som vejen frem for dansk speedway, og med baggrund i tallene fra den første testproduktion kan vi se, at interessen er meget stor. Vi tror på, det kan løfte interessen for sporten," siger John Rask Nielsen, forretningsfører Munkebo Scorpions og Erik Falk Svendsen, direktør Esbjerg Motorsport Elite i en pressemeddelelse.

Ny storskærm sættes op

Nyt på Granly Speedway Arena bliver i anledning af aftalen en storskærm (5,2 X 3 meter), som publikum hos Munkebo Scorpions allerede kender. Det giver publikum en totaloplevelse, når der sendes præsentation, resultater, slow eller replay og direkte fra ryttergården.
Følgende matcher er allerede planlagt: Esbjerg Vikings - Munkebo Scorpions den 5. august. Munkebo Scorpions - Team Fjelsted den 12. august, Esbjerg Vikings - Grindsted Speedway den 19. august samt Munkebo Scorpions - Esbjerg Vikings den 26. august.