Fortsæt til indhold

Vi har et topmoderne bibliotek

Kulturudvalgsformanden mener ikke, biblioteket er den kulturinstitution, der trænger mest til en opgradering

Arkiv
Natalie Stratigos

Kulturudvalgsformand i Kolding Kommune, Jesper Elkjær (RV), har set bibliotekets oplæg til fremtidige ændringer. Han kalder forslaget spændende, men vil ikke love, at der kan afsættes 6,5 millioner kroner til at føre forslagene ud i livet.


“Jeg vil kigge seriøst på forslaget, men jeg synes også, vi skal være ærlige og sige, at der er mange andre ting, der presser sig på i forhold til investeringer. For eksempel inden for idrætsområdet. Det er ingen hemmelighed, at med den nye kommuneaftale, så skal der findes nogle penge. Vi får ikke mange penge at gøre med i 2016. Selvom 6,5 millioner kroner ikke er alverden, kan jeg ikke love, at vi tager bibliotekets forslag med ind i budgetforhandlingerne,” siger han og fortsætter:


“Det er ikke mange år siden, vi brugte 130 millioner på biblioteket. Vi har et af de mest moderne biblioteker i Danmark, og hvis man skal se på, hvad der trænger mest til en opgradering, så er jeg ikke sikker på, det er biblioteket. De er på forkant med udviklingen. De har massevis af kreative arrangementer og et fantastisk dygtigt personale”.