Fortsæt til indhold

Kreativitet på godset

Mød kreative mennesker med deres unikke produkter, når der afholdes Kreativ Messe på Haughus Gods

Arkiv
Jørgen Flindt

Unikke varer og stor kreativitet. Det er, hvad man ifølge arrangørerne, kan forvente, når der lørdag 1. august og søndag 2. august afholdes Kreativ Messe på Haughus Gods, som ligger nær byskiltet på Vejlevej ved Jelling.
“Man får en mulighed for at møde kreative mennesker, og se hvad de kan med deres hænder og kreativitet. De udstiller og sælger deres unikke produkter. Derudover kan man møde vejlemaleren 'Vibse' på 1. salen på Godset, hvor hun udstiller i 'Guldstuen', og der vil selvfølgelig også være kræmmere i kræmmerhallen, som der altid er i weekenderne. Derudover er mulighed for at købe noget godt til ganen i form af en grill-buffet,” forklarer Kim Dyhr, der er den ene halvdel af parret bag 'Haughus Gods, gårdbutik, antik og kræmmermarked'.
Det er anden gang, at der er Kreativ Messe på godset.
“Det blev en fin succes første gang, hvor 1800 gæster kiggede forbi, og vi glæder os til endnu en Kreativ Messe,” siger Kim Dyhr.
Det er indenfor en bred kreativ ramme, at der udstilles, ligefra malerier over blomster til smykker og træarbejde.
Man kan se mere på www.haughus.dk