Vikingeskib kommer verden rundt
Total åbenhed om konstruktionen af et nyt fartøj har skabt global opmærksomhed
For folk i lokalområdet er det ingen overraskelse, at Vikingeskibsmuseet bygger skibe på baggrund af arkæologiske fund, men i resten af verden vækker det interesse. I hvert fald meddeler museet, at de er blevet overvældet over den store opmærksomhed, de har fået, i forbindelse med, at de har gjort alle informationer om deres nyeste projekt tilgængelige over nettet. Projektet går ud på, at Vikingeskibsmuseets bådbyggere henover sommeren laver en rekonstruktion af den såkaldte ’Gislingebåd’, som oprindeligt stammer fra omkring år 1130. Processen bliver løbende dokumenteret med billeder og film, men udover det har museet også lagt alle byggeplanerne ud på nettet, så folk selv kan give sig i kast med at lave deres helt egen ’Gislingebåd’. Indtil videre er der mere end 100 mennesker fra blandt andet Island og Argentina, der har hentet planerne.
Vil skabe interesse
Alle informationerne om bådbyggeriet er ganske gratis at hente, men hos Vikingeskibsmuseet håber man dog på, at folk vil give lidt igen ved at dokumentere deres eget byggearbejde. Derfor har museet oprettet et netværk på Instagram, som de kalder ’#gislingeboat’, hvor billederne fra det globale bådprojekt kan samles. Bag ideen står museets chef for maritime håndværk, rekonstruktion og publikumsformidling, Søren Nielsen. Han forklarer, at hans tanke med projektet blandt andet går på at bevare håndværket, der er forbundet med bådbyggeriet. Søren Nielsen regner dog ikke med, at fordi mere end 100 mennesker har hentet materialet om båden, vil der også blive bygget mere end 100 både. - Vi forestiller os ikke, at man bliver bådebygger blot ved af at bestille tegningerne, følge med i bådbyggernes arbejde eller læse om deres erfaringer, siger han og fortsætter: - Formålet med vores tilgang er, at skabe interesse og forståelse for de gamle håndværk som for eksempel bådebygning, rebslagning og sejlmageri. hw Følg båden På Instagram kan man finde billeder fra bådbyggeriet på #gislingeboat. Man kan læse om projektet, og hvordan det skrider frem ved at gå ind på www.vikingeskibsmuseet.dk. Her kan man også finde byggeplanerne til båden, hvis man skulle have lyst til at give sig i kast med at lave en selv. Har man lyst til at opleve byggeriet i virkeligheden, kan man kigge forbi Vikingeskibsmuseet.