Fortsæt til indhold

Skønheden og sclerosen

24-årige Nathalie Birkedal stiller op i Miss Universe Danmark i håb om at sætte fokus på sygdommen

Arkiv
Henrik Wanscher

For de fleste 12-årige piger er livet en problematisk størrelse, der slynger et væld af forvirrende udfordringer i hovedet på en i form af kærestebøvl, lektiestres og urimelige forældre.
Da Nathalie Birkedal fra Gevninge var 12 år gammel stod hun imidlertid overfor en anderledes tungtvejende udfordring, for hendes mor havde netop fået konstateret sclerose.
Lægerne var lang tid om at komme frem til diagnosen, fordi sygdommens udbrud faldt sammen med fødslen af Nathalie Birkedals yngste søster - Men efter et hav af undersøgelse stod det klart, at der var tale om den frygtede sygdom.
- Det var meget hårdt at få at vide, for jeg troede, at jeg skulle miste hende, fortæller Nathalie Birkedal og fortsætter:
- Men på en måde var det rart at få en diagnose, så man i det mindste vidste, hvad der var galt.

Familien holdt sammen

Sclerose kan ikke kureres, men lægerne kunne med diagnosen hjælpe Nathalies mor en smule, da nogle af sygdommens symptomer kan afhjælpes med medicin.
Desuden var der perioder, hvor sclerosen næsten ikke påvirkede Nathalies mor.
I de perioder kunne hun have et realtivt normalt liv med familien og fleksjobbet som lærer.
Sclerosen fortsatte dog med at sætte sit præg Nathalie Birkedals liv, for sclerosen kom altid igen, og så var der pludselig en person mindre til at tage sig af pligterne i huset.
Her valgte den unge Nathalie dog at træde i karakter.
Hurtigt fandt hun ud af, at hvis familien skulle have det godt, var det nødvendigt, at hun også tog en del af slæbet.
Derfor tog hun flere huslige opgaver på sig, og sammen med sin far og sine søstre lavede de mad, gjorde rent, lavede lektie og alt det andet, der måtte være nødvendigt.
- Min mor er jo en kvinde, og vi kunne se, hvordan sådan noget som nullermænd i hjørnerne irriterede hende, så jeg blev voksen hurtigt.
- Men det føltes helt naturligt at vi alle gjorde en ekstra indsats, for vi har altid har et tæt sammenhold i min familie, siger Nathalie Birkedal.

Nathalie Birkedal har i forbindelse med sin deltagelse i Miss Universe Denmark fået titlen Miss Gevninge.

Venneanmodning fra Miss Universe

Nathalie Birkedal blev boende hjemme hos sine forældre i Gevninge, indtil hun fyldte 21 år, hvor hun flyttede til Roskilde.
Her tog hun hul på en ny del af sit liv, der blandt andet involverede en drøm om at blive model.
Hele vejen igennem sit liv havde Nathalie Birkedal fået at vide, at hun var køn og så godt ud på billeder, så det virkede som en naturlig ting at gøre.
Drømmen viste sig at have hold i virkeligheden, og ved siden af et studie i offentlig administration fik Nathalie opbygget en karriere og en portoføjle af modelbilleder.
Nogle af disse lagde hun på Facebook, og en dag kom der en venneanmodning fra en af de personer, der organiserer Miss Universe Denmark, der mente, at hun skulle stille op i konkurrencen.
Efter lidt overvejelse besluttede Nathalie sig til ansøge om at stille op, og hendes ansøgning blev godkendt.
For at deltage er det dog ikke nok at have et kønt ansigt - Man skal også ville noget med titlen, og for Natalie Birkedal valgte at konkurrencen skulle bruges til at bekæmpe den sygdom, der havde sat så stort et præg på hendes liv.
- Jeg håber at kunne bruge mine oplevelse med sclerose til at få mere fokus på sygdommen, fortæller hun.
- Desuden vil jeg meget gerne vise andre, hvor langt man kan nå og hvor meget man kan overkomme, hvis man kan beslutter sig for at gøre det.

Mindst en dråbe

Hvorvidt den nu 24-årige Nathalie Birkedal får titlen som Miss Universe Denmark afgøres lørdag 15. august, men den lokale skønhed har besluttet sig for at skyde tankerne om konkurrencen mod de 26 andre kandidater til side.
I stedet vil hun bruge tiden op til afgørelsen på at knokle for sit mål.
Allerede nu har hun indgået aftale med Scleroseforeningen, om at hun står for en indsamling, der skal hjælpe med at bekæmpe sygdommen, der hjemsøger hendes mor.
Uanset udfaldet af Miss Universe Denmark håber Nathalie Birkedal, at samarbejdet med Scleroseforeningen kan fortsætte i en eller anden form.
- Hvis nu bare jeg kan være den dråbe, der rammer vandet og laver nogle ringe, der kan føre kampen mod sclerose videre, ville jeg være glad, siger hun og fortsætter:
- Jeg ser det som en kæmpeære, at jeg allerede før konkurrencen har fået en mulighed for at gøre noget, der måske kan modvirke sygdommen.

hw@roskildeavis.dk

Om sclerose
Multipel sclerose (MS) er en kronisk neurologisk autoimmun sygdom, hvor immunforsvaret går til angreb på nervecellerne i centralnervesystemet.
Sygdommen viser sig forskelligt afhængigt af, hvilken type af sclerose man rammes af.
Nogle får sygdomsangreb i form af såkaldte attakker med symptomer som føleforstyrrelser, synsproblemer eller lammelser.
Andre oplever ikke deciderede attakker, men en gradvis forværring af forskellige symptomer.
Nogle vil kun opleve lidt sygdomsaktivitet, og vil derfor kunne leve et stort set almindeligt liv. Andre kan blive stærkt invaliderede i løbet af en årrække.
(Kilde: Scleroseforeningen.dk)

Hjælp Nathalies kamp
Har man lyst til at støtte Nathalie Birkedals indsamling for Sclerose Foreningen, kan man gå ind på www.betternow.org/dk/miss-gevninges-indsamling-til-scleroseforeningen.
Man kan se mere om Miss Universe Denmark på hjemmesiden www.missuniversedenmark.dk.