Endnu en forstærkning til FC Fredericia
FC Fredericia har forstærket truppen yderligere med tilgangen af Oliver Feldballe, som netop har skrevet under på en etårig kontrakt.
25-årige Oliver Feldballe, som både kan spille venstre back, wingback og kant, kommer til FC Fredericia fra norske Sarpsborg 08.
“Vi har i et stykke tid jagtet en venstrebenet spiller, som både kan gøre sig på venstre back og venstre kant, og vi er derfor utrolig glade for, at den tålmodighed, vi har udvist for at finde den helt rigtige, nu har båret frugt,” siger direktør Stig Pedersen.
“Vi får en spiller ind, der kommer til at forstærke truppen, og som vil kunne bidrage med sin erfaring fra den danske Superliga samt den bedste række i både Holland og Norge. Vi er derfor særdeles godt tilfredse med, at det er lykkedes os at tilknytte så kompetent en spiller som Oliver,” tilføjer Stig Pedersen.
Udover at have spillet for Sarpsborg 08 har Oliver Feldballe også været i hollandske Cambuur samt Superliga-klubberne Randers FC og OB.