Historisk hygge i Nordborg
På lørdag forvandles en del af slotssøen og parken ved Nordborg Slot til et historisk marked med fri adgang
Historisk Dag ved Nordborg Slot er et tilbagevendende arrangement, hvor der vises flere epoker fra den danske historie. Her træffes jernalderfolk i krigskano, vilde vikinger til hest, stolte herremænd og fruer fra middelalderen samt gæve stridsmænd og kyske ungmøer.
Markedspladsen summer af liv, og i boderne fremvises gamle håndværk og lokalhistorie fra Als og Sundeved. Dagens program byder bl.a. på historisk ringridning, drabelige sværdkampe og dansepiger.
Kan ugler se i mørke, og er de kloge? Få svarene hos uglen Ullu og hør om dens særlige egenskaber og jagtmetoder.
Hvordan fungerer et forladergevær, og hvor meget vejer et tornyster? Få fremvist det udstyr, som de danske soldater bar i krigen 1864.
På søen ses Færøbåden Ottar og Hjortspringbåden Tilia. Sidstnævnte er en tro kopi af den plankbyggede båd, der blev fundet i en mose nær Guderup og kunne dateres til 350 f.kr. I løbet af dagen kan gæsterne komme ud på slotssøen med både Tilia og Ottar.
Herremænd og landsknægte kan ikke gå en hel dag uden mad og drikke. Det kan gæsterne nok heller ikke, så der er mulighed for at købe mad og drikke på pladsen.
Vel mødt til en hyggelig Historisk Dag ved Nordborg Slot og Nordborg Sø lørdag den 8. august fra kl. 10–16. Gratis entré.