Ny projektleder hos Strømberg & Sahl
Jan Hansen er igen projektleder hos Entreprenørfirmaet Strømberg & Sahl.
ANSÆTTELSE: Entreprenørfirmaet Strømberg & Sahl kan igen byde velkommen til 56-årige Jan Hansen, der netop er tiltrådt som projektleder. Han har mere end 25 års erfaring med styring og koordinering af byggeprojekter og bliver hos Strømberg & Sahl ansvarlig for at gennemføre hoved- og totalentrepriser til den aftalte tid og økonomi.
Målsætningen om at udføre kvalitetsbyggeri til konkurrencedygtige priser er ikke fremmed for Jan Hansen, idet han tidligere har været ansat hos Strømberg & Sahl og derfor har et indgående kendskab til virksomhedens værdier og mission.
- Jeg er utrolig glad for at være tilbage og ser frem til at være med i udviklingen af Strømberg & Sahl, der til stadighed har vokseværk, siger han.
Senest kommer Jan Hansen fra en tilsvarende stilling som seniorbyggeleder hos Christiansen & Essenbæk. Tidligere har han bl.a. arbejdet som produktionsleder hos NCC Rasmussen & Schiøtz A/S.
Jan Hansen bor med sin kone i Køge og har to voksne børn.