Haderslevs butikker viser hotteste mode
De allervarmeste modetrends kommer på catwalken når Haderslevs butikker åbner for godteposen
De fysiske rammer er helt i top, og indholdet intet mindre, når Haderslevs modebutikker viser tidens hotteste trends ved et stort modeshow i VUCs Lighthouse onsdag den 2. september.
“Vi glæder os så meget! Opbakningen fra byens butikker har været helt i top, og alle lægger sig i selen for at kunne give publikum en fantastisk oplevelse,” fortæller salgschef Malene Patzer fra Lokalavisen. Hun er initiativtager til det store modeshow, der ikke bare viser det nyeste i trendy beklædning, men også det nyeste indenfor sko, briller, hår og makeup.
Makeover på dagen
Præmier bliver der også masser af, og én af disse indkasseres på selve dagen. Det er en såkaldt 'mini-makeover', hvor man kan blive 'forvandlet' imens det hele står på.
“Skulle man blive udtrukket som vinder af denne præmie, og ikke have lyst til at deltage, er det naturligvis OK. Så udtrækker vi bare en ny vinder,” siger salgschefen:
“Skøn mad, dejlig vin og hed underholdning, kan vi også love. Og så er der herlige goodiebags med fine ting til alle,” fortsætter Malene Patzer, der understreger at man skal skynde sig at købe billet:
“Det skal være et eksklusivt arrangement, så der sættes kun 200 billetter til salg,” fortæller hun.
Plakater, der beretter om modeshowet hænger allerede rundt omkring i byens butikker. Du kan følge den store event her i avisen, på vor webavis, på facebook samt på Twitter og Instagram.
Brug 'hashtag':
#hadmode