Jubilæum markeres med jazz på torvet
20 års jubilæum markeres blandt andet med svingende jazztoner fra torvescenen i Varde
På næste lørdag, den 8. august, kan man opleve jazz fra torvescenen i tidsrummet 11.00 – 13.00.
Det er Jazzsmedien, der kort og godt vil forære Varde en gratis koncert.
Jazzsmedien blev stiftet tirsdag den 1. august 1995. Derfor kan klubben i år markere sin 20 års eksistens," fortæller Gunner Haltrup fra Jazzsmedien.
Klubben beskæftiger sig med glad, traditionel jazz og koncertaktiviteter i beslægtede genrer. De fleste aktiviteter foregår i Smedeværkstedet i Varde og klubben har 245 medlemmer.
Bl. a. stor opbakning fra Vardes erhvervs- og forretningsliv er en af årsagerne til, at klubben kan arrangere koncerter på et tillokkende niveau. Erhvervslivet tegner støtteannoncer i program og på hjemmeside.
På landkortet
Varde er kommet på jazzlandkortet og tiltrækker mange gæster udefra og ofte til udsolgte huse.
"Vi håber, at kunne betale lidt tilbage til forretningerne i form af jazz på Varde Torv. Vi leverer jazzen i form af Vibæk Jazzband og hvis det også lykkes at få vejrguderne på plads, så bliver det en god oplevelse at komme på Vardes smukke torv den 8 august," siger Gunner Haltrup fra Jazzsmedien.
Jubilæet markeres
Jubilæet bliver også markeret med en dobbelt koncert i Smedeværkstedet den 16. oktober med fællesspisning, underholdning og to højt profilerede jazzorkestre.
Ud over bestyrelsen deltager Jazzsmediens Venneklub, som består af 20 personer, aktivt i alle arrangementer.
I den kommende sæson fra 05.09.15 – 02.04.16 bliver der, ud over torvejazzen, syv frokostjazzarrangementer og to aftenarrangementer.