Fortsæt til indhold

Kjøge Mini-By genskaber et kaffehus på ’Kaffehusgrunden’

Kjøge Mini-By præsenterer plantegningerne til et kaffehus - et nyt byggeprojekt i virkelig størrelse – som vil blive påbegyndt så snart, økonomien tillader det.

Arkiv
Af Louise Lindblad

KØGE: Det huskes nok bedst blandt Køges ældre borgere. Indtil starten af 1970'erne lå der et velbesøgt kaffehus på Strandvejen 101, bedre kendt som 'Kaffehusgrunden'.
I dag finder du en miniudgave af købstaden Kjøge, som den så ud i 1865 - men snart vil man formentlig kunne se frem til en kombination.
Kjøge Mini-By Laug og foreningen Kjøge Mini-By's Venner præsenterer nemlig tegningerne til et nyt, 232 m2 stort kaffehus, hvilket er et projekt, som man håber kan igangsættes inden for et år.
- Vi mener, at vi skylder Køges borgere, at vi igen laver et sted, hvor man kan tage et kop kaffe eller holde børnefødselsdage, lyder det fra Kurt Pedersen, formand for Venneforeningen.
Det nye kaffehus er tiltænkt som et hyggeligt værested, hvor man kan købe en kop kaffe eller en kold øl fra et par automater, som vil blive opstillet. Efter aftale vil det også være muligt have selskaber til frokost eller afholde fødselsdage i huset.
- Det er vigtigt at understrege, at kaffehuset ikke er et spisested eller en konkurrent til Køges erhvervsliv, men et værested for Køges borgere og sponsorer, som er grunden til, at Kjøge Mini-By overhovedet eksisterer, siger Kurt Pedersen.
Selvom idéen er opstået ud fra et ønske om at genskabe et fælles opholdssted i stil med det tidligere Kaffehus, så kommer det nye til at se en del anderledes ud. Byggetegningerne viser et nyt Lind & Risør-byggeri, hvor der blandt andet bliver en stor, overdækket terrasse samt to åbne terrasser, hvoraf den ene har udsigt ud over Kjøge Mini-By.
Byggeprojektet forventes at koste i omegnen af 4 millioner kroner, hvilket er nogle penge, som Kurt Pedersen og formanden for Lauget, Per Thestrup, håber på kan blive samlet ind i løbet af et års tid. På nuværende tidspunkt har foreningen omkring 800.000 kroner til rådighed til projektet, men Kurt Pedersen og Per Thestrup håber på, at flere vil være med til at støtte op om initiativet.
- Jeg vil sige, at Kjøge Mini-By er Køges bys største, sociale projekt, understreger Kurt Pedersen.
Kjøge Mini-by er i dag oppe på godt og vel 14.000 m2 jord, hvor 478 huse, som er tro kopier af husene i 1865 i købstaden Kjøge, står klar.
Det forventes, at i alt 1100 minihuse skal bygges, og at anlægge en by med over 1000 bygninger er en kompliceret og langvarig opgave – også selvom det kun er en mini-by, hvor alt er 10 gange mindre end i virkeligheden.

Formanden for foreningen Kjøge Mini-By's Venner, Kurt Pedersen, fortæller om det nye projekt. (Foto: LL).