Fortsæt til indhold

Ren køre - glæde

Peugeots 308'er er i gang med atter at få det franske mærke op i fart

Arkiv
Af Torben Kristensen

En ren og uforfalsket køreglæde med Peugeot 308 var mit indtryk efter en prøvetur i og omkring Roskilde, Bilen, som det franske mærke selv mener, er deres bedste i 30 år, lever faktisk op til de store forventninger, som der må stilles til Årets Bil i Europa .
Gennem 20 år har jeg selv kørt i en række Peugeot-biler, lige fra 309'eren, der var en omdøbt Talbot, til en 406 V6.
Derfor følte jeg mig hurtigt hjemme bag rattet og kunne rigtigt nyde de køreegenskaberne, der får bilen til at 'ligge godt på vejen' under forskellige forhold, så det bliver en fornøjelse at køre.
Kabinen er overskuelig og sober i sine materialer med et instrumentbræt, hvor man hurtigt kan finde alle de vigtige oplysninger - uden at blive forstyrret af for meget plinge-ling. Her er plads til fire personer og deres gennemtænkte bagage.
Turen gik ad motorvejen ud til Kr. Sonnerup, så ad landevej ned til Ejby ved Bramsnæsvig. Derefter forbi Ryegård og tilbage gennem Svogerslev og den vestlige del af Roskilde.
Det danske midsommer-landskab præsenterede sig fra sin flotteste side med gravhøje og grønne træer. På den lille havn i Ejby var der for år tilbage en lille østers-avler (ostréiculteur), men han er desværre forsvundet. Nu var det i stedet rolige herrer, som nød en stille pilsner midt på dagen. På den stejle og snoede vej til og fra havnen mødte jeg flere karakteristiske trehjulede køretøjer, hvis førere var på vej til forsamlingen nede ved vandet med friske forsyninger i en lille kurv foran.

Smidig motor og gear

Men det gav bare bilen chancen for at vise, hvordan den kan manøvrere hurtigt og let kommer op i fart.
Motoren var en 1,6 Blue HDI-maskine. Det betyder, at de franske specialister i diesel-maskiner har lavet en særlig miljøvenlig udgave, der går meget langt på literen.
Den trækker rigtigt stærkt allerede, når motoren kører med 1500-2000 omdrejninger i minuttet, og det er selvfølgelig en af hemmelighederne bag den gode brændstof-økonomi, når man sammenligner med små benzin-motorer, der ofte skal op i 3-4.000 omdrejninger for at præstere det samme.
Hvis man kører meget, kan det derfor godt betale sig at købe den dyrere diesel-version, selv om den i førte omgang er dyrere i anskaffelse.
Motoren får også fin assistance af en gear-kasse med hele seks fremadgående gear. Her kan man køre kvik landevejs-kørsel i 4. eller 5. Gear, fordi motoren trækker så godt ved de lave omdrejninger.
Det 6. gear er til motorvejskørsel på lange stræk, hvor det sikrer lavt brændstofforbrug. Der er ikke så meget optræk i det, men så kan man jo bare skifte ned i 5. til en hurtig mellem-acceleration, hvis der en sjælden gang er brug for det. Under alle omstændigheder sikrer dette 'overgear', at den lange tur til Jylland eller udlandet ikke skal afbrydes at besøg på tank-stationen hele tiden.
Når man holder øje med omdrejnings-tælleren lige bage rattet, kan man med det manuelle gearskifte sørger for, at motoren næsten aldrig kommer over de 2000 ture i minuttet. Derfor er manuelle gear stadig mere økonomiske end de automatiske, hvis man bruger dem rigtigt.
Efter efter min mening også sjovere at køre på den måde, men det er nok en smagssag.

En ny redningsbil

Peugeot-koncernen (PSA - Peugeot Société Anonyme), der også ejer Citroën, har haft sine op- og nedture gennem årene, men har hver gang overlevet ved at udvikle gode nye biler.
I starten af 1980'erne så det ikke for godt ud i det dengang lidt støvede firma, men så kom 205'eren, der i 1983 blev årets europæiske bil, skabt af firmaets egen designer Gérard Welter.
Jeg har en gang mødt ham i firmaets hovedkvarter på Avenue de la Grande Armée ved triumfbuen i Paris, hvor han forklarede om forskellen i filosofien bag koncernens to mærker:
- En Peugeot ligner en protestant, der bare arbejder længe og flittigt, men måske er lidt kedelig. Mens en Citroën er lige som en katolik, der holder af levende lys eller blink og får tilgivelse for sine synder.
Under alle omstændigheder leverede Peugeot i både 80'erne og 90'erne en række storsælgende modeller også i Danmark: 309, 405 og 406 for bare at nævne nogle. Men i årene siden har det altså knebet lidt, ind til 308 nu kom frem.
Samtidig har koncernen, hvis største fabrik stadig ligger i den lille østfranske by Sochaux, måttet hente ny kapital hos en kinesisk partner og den franske stat, så familien Peugeot ikke længere kontrollerer det hele. Til gengæld betød det, at titusinder af job blev bevaret i Frankrig.