Fortsæt til indhold

Nyt landkort på plads i skolegården

Efter flere års ihærdigt arbejde er et stykke lokal kulturhistorie hen over sommeren blevet genetableret i skolegården hos Herfølge Skole.

Arkiv
Martin Rasmussen

LANDKORT: Det er resultatet af flere års anstrengelser, der møder eleverne i skolegården på Herfølge Skole, når de møder ind igen efter sommerferien.
Da Herfølge Skole åbnede i 1954 var det blandt andet med et stort Danmarkskort fræset ned i asfalten i skolegården. Det blev slidt op med tiden, men nu har en gruppe tidligere elever gennem flere års ihærdigt arbejde rejst penge til at få genskabt det lokale stykke kulturhistorie.
Derfor finder man i skolegården i dag et omkring 30x30 meter stort Danmarkskort i hvid asfalt, hvor de store byer er markeret med rød asfalt.
Gruppen bag projektet begyndte arbejdet helt tilbage i begyndelsen af 2013, og en af initiativtagerne, Inge-Lise Hansen, lægger ikke skjul på, at det har været op ad bakke undervejs.
- Vi var faktisk ved at give op sidste år, men vi fik tilsagn om støtte fra AP Møller på det helt rigtige tidspunkt. Det betød, at vi kunne komme i mål, og nu er kortet der, og vi er lidt stolte, siger hun med et smil.
Anlægsarbejdet har kostet knap 400.000 kroner, og de er samlet ind takket være både store og små bidrag. Støtten fra A.P. Møller-fonden, som egentlig har det lange navn "A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møller Fond til almene formaal", udgjorde 100.000 kroner, og derudover har Realdania bidraget med 50.000 kroner.
Resten kommer fra mindre bidrag - blandt andet en række lokale af slagsen som fra Freja fra 1.b., der har givet 100 kroner til det gode formål.
Den 21. august er der planlagt en reception for at indvie det nye landkort.

Det store Danmarkskort fylder det meste af skolegården, og er konstrueret af asfalt for at sikre maksimal slidstyrke.
Fyn bliver skabt - i slidstærkt asfalt.