Golfklub hittede med gratis uge
Gratis golf lokkede mange fra nær og fjern forbi golfbanerne i Give
Hele 1496 spillere fra 96 andre klubber besøgte i uge 30 Give Golfklub.
Så markante tal kan Give Golfklub normalt ikke prale af i uge 30, for den kan godt være en stille uge af slagsen. Men sidste år valgte Give Golfklub at tilbyde gratis golf, hvilket fik 1000 gæster til at komme forbi og tage en runde golf.
“I år var succeskravet, at vi kunne samme flotte tal, men det viste sig at blive noget større. Vi var ellers længe i tvivl, for sidste år var vejret op til 30 grader, mens sommeren i år jo har været noget mere kold, våd og blæsende. Men det afholdte ikke folk fra at besøge os,” siger Lone B. Neupart, der er klubsekretær.
Og der kom da også golfspillere fra nær og fjern. Lige fra nærliggende Brande og Jelling til sjællandske Albertslund over nordjyske Sæby til svenske Trelleborg.
“Det var en kæmpe succes. Vi gjorde det jo for at sætte Give Golfklub på landkortet som en god klub med god service, god bane og en god café, og der var bare en rigtig god stemning hele ugen. Så det var en god oplevelse for alle gæsterne, men også for vores egne medlemmer”, fortæller Lone B. Neupart til Golf.dk.
Servicevogn
Ud over en gratis runde golf kunne både de lokale medlemmer og de 1429 gæster nyde tiltag som en servicevogn med mad og drikke på ruten (der blev solgt for 10.000 kroner i løbet af ugen) og hygge i klubbens nyrestaurerede café.
“Vi har fået så mange roser af vore gæster, og nogle har da også indikeret, at de vil vende tilbage en anden god gang. Også vores egne medlemmer roser initiativet,” siger hun.
Fra klubbens side deles ligeledes roser ud til de 66 frivillige, som var med til at få ugen til at falde i hak.
Og om Gratis Golf i uge 30 vender tilbage næste år? Jo, det må forventes.
“Vi er alle sammen så glade for, hvordan det gik. Det var lige før, vi ville gøre det igen om et halvt år, men det kom vi nu hurtigt fra igen. Men næste år gør vi det helt sikkert igen”, siger Lone B. Neupart til Golf.dk.