Manden der sparer én penge
Peter Kurth Jensen fra Give er uvildig bankmægler, og han får flere og flere kunder
Den private økonomi er sjældent et emne, der snakkes om hen over bordet ved festlige lejligheder. Det er, trods alt, for de fleste en meget privat ting, men også et sted, hvor et par friske, uvildige øjne kan spare en penge. Hvert eneste år.
Det oplever Peter Kurth Jensen i hvert fald, for han er bankmægler og ejer firmaet bankcoach,dk, og det har han gjort i et par år.
“Bankmægler er et kendt fænomen i udlandet, men ikke så kendt herhjemme. Men jeg har været med til, at mine kunder har sparet mange tusind kroner. Det er sådan mellem 6000 til 18.000 kroner hvert år, og for firmaer som regel endnu mere. Det er bankerne nok ikke så glade for, men det er mine kunder selvfølgelig,” siger han.
Kundegrundlaget er stille og roligt vokset, og fælles for kunderne er, at Peter Kurth Jensen har nogle uvildige øjne, og han kun tjener penge ved, at kunderne sparer penge.
“Betalingen til bankcoach.dk fastættes nemlig som en forholdsmæssig del af den fortjeneste, kunden kan opnå baseret på Bankcoach.dk's arbejde. For kunderne er der altså alt at vinde og intet at tabe”, forklarer han.
Og opgaven med at finde forbedrede aftaler i banker, forsikringsselskaber og pensionsselskaber er som regel heller ikke en umulighed.
“Eksempelvis har bankerne strammet meget op på mange områder, og det er svært for mange at finde rundt i junglen og få de rigtige tilbud, men det sjældent umuligt at få bedre tilbud, hvis man snakker med de rigtige folk inde bag bankfacaderne. Det er det, jeg tilbyder at hjælpe med til. At være en katalysator i retning at spare penge hvert eneste år,” siger han.
Ikke luksusfælden
Hans kunder er 25 procent virksomheder og resten private.
“For de fleste af mine kunder, handler det om, at jeg er med til at gøre den gode økonomi endnu bedre. Jeg mærker ganske vist, at der går lidt 'Luksusfælden' i det, for nogen tror, at jeg kun hjælper folk med en anstrengt økonomi, men selvom at jeg selvfølgelig også gerne folk med en anstrangt økonomi, så er de fleste kunder nu bare kunder med en almindelig hverdags økonomi, og som ikke selv har overskuddet til at undersøge markedet for de bedste tilbud,” siger han.
Selv er han uddannet i bankbranchen og kender den indefra. Han valgte dog nye udfordringer for to år siden og er nu certificeret af Finanstilsynet til at rådgive.
“Efter 25 år i bankbranchen trængte jeg til nye udfordringer og blev selvstændig bankmægler. Folk har lige skulle se mig an, men det går nu fint fremad. Jeg får jo også mere og mere erfaring i at være ham, der kan flyve op i helikopterne og prøve at finde de rigtige løsninger. Man skal huske på, at en bankrådgiver i en bank jo kun er rådgiver til en vis højde, for han eller hun flyver jo ikke over eget plankeværk og lander hos konkurrenten, selvom græsset måske ellers er grønnere der,” siger Peter Kurth Jensen.