På mål for det hele
Spar Nords nye Roskilde-chef bruger sine erfaringer fra fodbold og vil engagere sig lokalt
- Som chef står jeg selvfølgelig på mål for det hele, men er samtidig bare én spiller blandt mange. For at holdet fungerer bedst muligt og får succes, kræver det, at alle spiller sammen, og det oplever jeg i Roskilde. Sådan forklarer Spar Nords nye Roskilde-direktør, den 37-årige Kasper O. Bæk, der også har en fortid som målmand og træner på divisions-niveau og gerne trækker på disse erfaringer i sit job. Han vil engagere sig i det lokale sports- og kulturliv for på den måde at være med til at videreføre en del af opgaven, der fulgte med, da det Aalborg-baserede pengeinstitut overtog flere afdelinger af den krakkede Roskilde Bank. Spar Nord er f.eks. en af de store sponsorer for den lokale fodboldstolthed FC Roskilde, men satser også på bredden ved at hjælpe mange mindre idrætsforeninger.
Tidlig løsning er bedst
Når han skal forklare, hvorfor han gik bankvejen, var det faktisk ikke ’mor som den vigtigste erhvervsvejleder, som det ellers sker for mange. - Nej, jeg har altid været glad for tal, matematik og mødet med andre. Jeg er et socialt menneske, og det behov får man opfyldt her i banken, hvor det handler om, at pengene skal slå til, så folk kan få opfyldt nogle ønsker og drømme. - Nogle mennesker er jo meget tilbageholdende med at komme til deres pengeinstitut, og det vil vi gerne ændre, så der kommer en bedre dialog, og kunderne får mere ud af det. Typisk finder vi en bedre løsning, desto tidligere vi tager fat på sagen.
Katten hedder Maude
På forhånd kendte Kasper O. Bæk og hans familie, der også består af hustruen Anja samt de to børn Beate og Konrad, ikke så meget til Roskilde. - Vi vidste, at Lise Nørgaard er her fra, for vi er meget glade for tv-serien Matador, som vi godt kan gense en gang om året. Derfor hedder vores kat også Maude. - Så er der selvfølgelig festivalen, som jeg aldrig selv har været med til. Men jeg havde en ældre fætter, som jeg har set, når han kom hjem – helt fyldt med mudder og musik. - Men jeg har hurtigt fundet ud af, at Roskilde indeholder alt, hvad en familie har brug for. Begge børn kan gå til atletik i Hellas, og sønnen skal starte i en af fodboldklubberne. - Jeg kendte historien om krakket i 2008 hos Roskilde Bank, hvorfra vi både har overtaget medarbejdere og en del kunder. Men jeg synes nu, byen er kommet godt videre, selv om mange blev ramt dengang. - Så mærker jeg, at Roskilde er en selvstændig by, selv om København er så tæt på, og vi hurtigt kan tage derind for at bruge nogle af storbyens tilbud. Denne identitet giver en kvalitet, fordi folk følger med i det lokale liv og er klar til at samarbejde med andre.
Dårlig vinder og taber
Bankdirektøren har spillet fodbold i mange år som målmand, og hans egen karriere toppede i buret for 2. divisionsholdet Jammerbugt FC med en kort afstikker til Fremad Amager, mens han arbejdede i København. I de sidste mange år har han været målmandstræner i den nordjyske klub, indtil han flyttede til Roskilde. - Fodbolden giver et fællesskab men også lyst til at vinde. Min kone siger, jeg er lige så dårlig en vinder som taber, og det skal nok passe. For jeg skal nok få fortalt, hvis det er gået godt. - Men jeg kan også bruge erfaringerne fra topsport i banken, hvor vi også skal fungere som et hold, hvis vi skal skabe gode resultater, siger Kasper O. Bæk.