Pilen peger også på andre end cheftræneren
Niels Frederiksen fik fyresedlen efter søndagens 4-0 nederlag til SønderjyskE. Men pilen peger altså også andre steder hen.
KOMMENTAR Niels Frederiksen er fortid i EfB. Fyret og færdig. Det er den korte og kontante kendsgerning, efter at EfB mandag morgen på et møde informerede spillerne, hvorefter man udsendte en pressemeddelelse, der lød:
“Beslutningen er en konsekvens af svigtende resultater i store dele af forårssæsonen og i indledningen på den nye sæson. Vi indleder nu en proces med henblik på at ansætte en ny cheftræner, og indtil da vil Michael Pedersen og Lars Lungi Sørensen have ansvaret for superligaholdet med førstnævnte som ordførende,” og klubben rundede så af med at meddele, at ingen af parterne ønskede at kommentere sagen yderligere.
Søndag eftermiddag efter det svidende 4-0 nederlag til SønderjyskE, ville ledelsen ellers gerne kommentere. Her lød det, at “Niels Frederiksen stadig havde ledelsens tiltro” og at “det handler om at bevare roen og ikke gå i panik.”
De fleste, der kender fodboldgamet, ved, at når man melder sådan ud, så er man som regel i færd med at underskrive fyresedlen. Alligevel mindede det mest af alt om den hedengangne irakiske informationsminister 'Komiske Ali', der på tv fastslog, at USA ikke var i færd med at invadere Irak alt imens, at amerikanske militærkøretøjer rullede forbi i baggrunden.
Fyringen er logisk
Men når nu ikke ledelsen vil sige noget, så kan vi andre jo passende gøre det.
Det er altid let at være bagklog, mandagstræner og fodboldekspert, når man ikke selv sidder med ansvaret. Alligevel må det næsten være indlysende for enhver, at der er fejlet i EfB. Og her peger pilen altså ikke kun på den nu fyrede Niels Frederiksen. Men lad os lige vende ham først.
Fyringen af Niels Frederiksen er på mange måder en logisk konsekvens af de svigtende resultater. Èt sølle point efter fire kampe i Superligaen er selvfølgelig ikke godkendt. Når man samtidig tager i betragtning, at EfB og Niels Frederiksen heller ikke præsterede i forårssæsonen, hvor man også rodede rundt i bunden af tabellen, så er der er ikke noget at sige til, at manden er blevet prikket.
Samtidig må man også bare konstatere, at Niels Frederiksen alt for stædigt har holdt fast i sin spillestil. Det er meget muligt, at fodboldromantikere bifalder stilen, men i sidste ende handler det om point, og dem har Frederiksen ikke kunne levere med filosofien om, at man skal være bolddominerende og ni ud af ti gange spille sig ud af problemerne.
Endelig taler resultaterne nu engang for sig selv, og man kan ikke blive ved med at leve højt på, at man gjorde det godt i Europa League for efterhånden mange kampe siden.
Spillerne har ikke leveret
Selv om cheftræneren logisk nok har fået sparket - man kan trods alt ikke fyre et helt hold eller administration - så peger pilen dog også i andre retninger end Niels Frederiksen.
Den peger i særdeles på spillerne, der ikke tilnærmelsesvis har præsteret, hvad man bør kunne forvente af fodboldspillere på Superliga niveau. Simple fejl på juniorniveau bliver begået alt for ofte, ligesom ingen tager det mindste ansvar, når holdet er i modgang. I stedet falder man sammen og slår op i banen. Ingen løber den ekstra meter for hinanden. Ingen viser, at de vil dø med støvlerne på.
Pilen peger også på den stab af hjælpetrænere, som Niels Frederiksen har haft. Sjældent har man set et Superligahold se så skidt ud på dødbolde. Over så lang en periode. Og det er altså vel at mærke noget, som man kan træne sig i at blive bedre til. Samtidig har man selv scoret tre mål i fire kampe og brændt chancer på størrelse med månen.
Det er bare ikke godt nok.
Ledelsen må se indad
Endelig så peger pilen i allerhøjeste grad også på bestyrelse og administration. Ingen træner er bedre end det materiale, som han har til rådighed.
Niels Frederiksen har haft fornuftigt materiale til rådighed på nogle pladser, mens man på andre pladser må konstatere, at der er plads til forbedring. Her har ledelsen i den grad svigtet ved ikke at handle i tide.
Hvor er to-meter manden, der rydder op og tackler igennem i forsvaret? Hvor er lederen på holdet? For blot at nævne to steder, hvor det halter. Når man sælger ud af store profiler og ikke handler tilnærmelsesvis ind fra samme hylde, så beder man altså om problemer.
Jo jo, det er rigtigt, at der skal to til en tango, og at man ikke bare kan få, hvad man peger på i EfB. Men se en gang på søndagens modstander SønderjyskE. De har også solgt ud og mistet profiler, men de havde omvendt truppen på plads lang tid inden sæsonstart. Det kan altså lade sig gøre, og ingen skal bilde mig ind, at SønderjyskE kan handle fra en bedre hylde end EfB.
Sønderjyderne har hverken samme forhold eller samme pengepung, men til gengæld har de et klart koncept. Det har man ikke i Esbjerg for tiden, og man har desværre heller ikke så meget tilbage af den goodwill, man ellers havde fået opbygget.
Nu går ledelsen så i gang med trænerjagten, og det skal de have rigtig meget held og lykke med, for der er altså ikke mange i Esbjerg og omegn, som ikke ønsker det allerbedste for EfB.
Men når man nu sidder om det runde bord og evaluerer muligheder, så bør man også lige bruge en time eller to på at evaluere egen indsats...