Udlån af bøger falder stadig
Bibliotekerne skal være klar på at gå ind i en ny tidsalder.
nedtur Nye tal fra Danmarks Statistik fortæller, at den gode gamle bog i stigende grad får lov at samle støv på bibliotekerne. Sidste år blev der udlånt 27,6 millioner bøger ud fra de danske biblioteker, og det er godt en million færre end året før. De seneste år er udlånet af bøger støt faldet med to til tre procent per år. På Aabenraa Bibliotekerne ses den samme tendens. I 2013 blev der udlånt 258.318 bøger, mens tallet for sidste år lå på 253.302. Det faldende udlån af bøger skal dog ses i lyset af, at der er en stigning i udlånet af elektroniske materialer som for eksempel e-bøger.
Spændende udvikling
Paradoksalt nok er der imidlertid strømmet langt flere besøgende ind på biblioteket, end tilfældet har været de seneste år. Sidste år rundede besøgstallet 305.960 på Aabenraa Bibliotekerne, og det er godt 40.000 mere end i 2013. Det er en udvikling man ser meget positivt på i Danmarks Biblioteksforening, da det viser, at bibliotekerne følger med i samfundets udvikling, mener formand Steen B. Andersen. “Det er en god og spændende udvikling. Papirbogen uddør ikke lige med det samme, men den skal nok ikke være omdrejningspunktet for bibliotekerne i fremtiden. I stedet skal bibliotekerne finde andre måder at vise sig udadtil, for borgerne synes stadig, at det er et interessant sted at komme,” vurderer Steen B. Andersen.
Skal udfylde nye kriterier
Formanden mener derfor, at bibliotekerne fremover skal udfylde tre kriterier - et demokratisk, et kulturelt og et uddannelsesmæssigt - for at bevare sin berettigelse i samfundet. Han mener, at det biblioteket har en afgørende rolle at spille, idet mange foreninger i særligt mindre samfund kan have vanskeligt ved at finde et sted at have til huse, og her kan biblioteket udfylde sin demokratisk rolle, ligesom det også er udstillingssted for lokale kunstenere og spillested for lokale musikere og på den måde gør en kulturel forskel. Tendensen er ligeledes at bibliotekerne i stigende grad bliver brugt af de studerende som et decideret studierum. “Det er en ret stærk tendens i uddannelsesbyerne, fordi de studerende både kan søge information, men også få kvalificeret hjælp. De tre ben, som bibliotekerne skal stå for, er relativt nye begreber i biblioteksverdenen, men vi har stadig behov for at være sammen med hinanden, og der er de ikke-kommercielle mødesteder, som biblotekerne er, meget vigtige, fordi de ellers mangler i samfundet,” uddyber Steen B. Andersen.