Fortsæt til indhold

Vi er blevet et mødested

Nye tider kræver nye metoder, og dem er de indstillet på i Aabenraa

Arkiv
Simon Carlson

NYE TIDER På Aabenraa Bibliotekerne har man indset, at den tid, hvor folk udelukkende tog på biblioteket for at låne bøger, er en saga blot. For ligesom i resten af landet er udlånet af bøger også støt faldende her. “Lige da vi gik over til selvbetjening oplevede vi faktisk en stigning i udlånet af bøger, men landstendensen er slået ind nu. Vi er i gang med at nyindrette biblioteket, så det kommer brugerne mere i møde,” fortæller Bente Skøtt Christiansen, der er leder af digital formidling på Aabenraa Bibliotekerne.

Masser af tilbud

For med godt 40.000 flere besøgende sidste år i forhold til 2013 er biblioteket blevet et meget populært tilholdssted for mange forskellige slags brugere, beretter Bente Skøtt Christiansen. “Folk vil gerne være hernede og eksempelvis bruge computerne eller bare sidde og læse, Derfor vil vi også gerne komme borgerne mere i møde, så de også selv kommer med idéer til, hvordan biblioteket skal bruges, for vi kan jo også bruges som et arrangementsted, hvis folk har noget, de gerne vil udbrede. Vi er stadig opsøgende, men vi vil også rigtig gerne have folk til at byde ind, for vi vil gerne promovere, at vi er et mødested, hvor man kan få masser af kulturelle tilbud og oplevelser og noget andet end en bog med sig hjem,” siger Bente Skøtt Christiansen.

Bedre for studiegrupper

I slutningen af september håber hun på, at biblioteket er færdigindrettet. Det kommer blandt andet til at byde på flere skærme, der fortæller om bibliotekets tilbud. Desuden bliver forholdene for studiegrupper markant forbedret med blandt andet fælles opkobling på storskærme for at tiltrække en større del af studiemiljøet til biblioteket.