Håber på sygehus med skadestue
Sygehusgruppen arrangerer møde med regionsformand og folkevalgte om fremtiden for hospitalet ved Køgevej
Roskilde har et stigende håb om at få en skadestue og bevare flere job på det lokale hospital, selv om Region Sjælland i sin sygehusplan ellers kun har lagt op til et mindre sygehus ved Køgevej. Gennem det sidste halve år har Roskildes Sygehusgruppe og dens Debatforum diskuteret forskellige forslag, der åbner op for nogle ændringer i den eksisterende sygehusplan, forklarer talsmand, tidligere apoteker Paul Bundgaard, der ser flere muligheder. 25. august arrangerer Sygehusgruppen et vigtig møde, hvortil politikere fra Roskilde Byråd og Sjællands Regionsråd er inviteret. Blandt deltagerne er både regionsformand Jens Stenbæk (V) og borgmester Joy Mogensen (S). - Her håber vi på at få en god dialog, når vi overfor de folkevalgte vil fremlægge vore argumenter for, at Roskilde Sygehus skal fortsætte i et større omfang end forudset, blandt andet med en udvidet skadestue i forhold til nu, forklarer Paul Bundgaard.
Drives som en enhed
Debatforum og Sygehusgruppen understreger, at de forlængst har accepteret den overordnede sygehusplan for Region Sjælland fra 2010, der placerede hovedsygehuset i Ølby ved Køge og tre andre akuthospitaler i Holbæk, Slagelse og Nykøbing F., mens de to store byer Roskilde og Næstved kun blev tildelt mindre sygehuse. - Alle specialerne skal selvfølgelig samles på hovedsygehuset i Ølby for at få kvalitet i behandlingen, men mange af de planlagte operationer kan med fordel foregå i Roskilde, hvor regionen allerede har sine mest moderne faciliteter og senge. Samtidig viser den ene kvalitets-undersøgelse efter den anden, at behandlingen på hospitalet ved Køgevej hører til landets bedste. - Gennem mange år er Roskilde og Ølby allerede blevet drevet som en enhed med den samme direktør, så derfor kan sygehuset på Køgevej i fremtiden meget let få en rolle som en nødvendig aflastning for de behandlinger, der ikke bliver plads til på hovedsygehuset. - Med kirurgisk ekspertise i Roskilde til at udføre mange almindelige operationer, vil der samtidig være en bemanding, som kræves for at genåbne en rigtig skadestue, forklarer Paul Bundgaard. En skadestue med tilknyttede læger er en afgørende prioritet for Sygehusgruppen og Debatforum, Den skal kunne behandle alle almindelige uheld og ulykker, så de 100.000 indbyggere i Roskilde-området ikke skal leve i utryghed og blive sendt rundt på Sjælland for at få behandlet selv mindre skader. I debatten har det tidligere været fremme, at Roskilde ikke kunne få en skadestue, når der ikke var akutsygehus. Men Sygehusgruppen mener, der nu er kommet gode argumenter for at få en udvidet skadestue i en ny og revideret sygehusplan. tk