Pub Kaktus i Hjerting stikker i nye retning
Ny strategi skal få nye kunder ind ad Kaktus’ dør i Hjerting
Den første øl blev drukket på stedet længe før han overhovedet blev født, men nu er fremtidssikringen af Pub Kaktus i Hjerting alligevel lagt i hænderne på den 32-årige Jonas Poulsen.
Det er kun fire måneder siden, at han skænkede sin første fadøl på Kaktus, og dengang lå det slet ikke i kortene, at han skulle være daglig leder af den gamle, hyggelige pub. Tilfældigheder har siden gjort, at det er endt sådan, og nu glæder han sig til at tage fat.
Han er forlængst kommet på fornavn med Buster og alle de andre stamkunder - det har ikke været en ligeså stor opgave, som hans forgængere har været på, for det er et faktum, at kredsen af stamkunder ad naturens vej skumper ind løbende.
“Kaktus har altid levet på at have haft mange stamkunder, men de lever jo ikke evigt, og det er helt afgørende, at vi formår at trække nye til,” fastslår den nye daglige leder, der som sådan ikke har den store værtshuserfaring at trække på. Faktisk har han tidligere arbejdet på et bosted for autister, men han arbejder i høj grad ud fra mavefornemmelser, og de har fortalt ham en helt del den seneste tid: Pub Kaktus skal i vid udstrækning forblive som den er, men nye kunder skal lokkes til, og redskaberne er faktisk mange.
“Vi vil satse mere på arrangementer for eksempel med musik og helstegt pattegris i gårdhaven, men også fødselsdage vil vi gerne holde flere af. Vi har shinet haven op og købt Chr. IX' gamle udebar, så nu kan vi også inddrage haven mere i godt vejr,” siger Jonas Poulsen, der især gerne vil have flere unge mennesker indenfor. Men sikkert er det, at alle fortsat skal kunne 'kende' Kaktus.
“Det er vigtigt at bevare stedet som den tidslomme, det lidt er, så vi ændrer ikke en masse,” siger Jonas Poulsen, der også lover, at der fortsat vil være vinderøl til alle, hver gang EfB henter tre point.
Som en mindre ændring planlægges indretningen af en Puch Maxi loge, da en større gruppe af lokale Puch Maxi entusiaster har meldt sig klar til at bruge Pub Kaktus som samlingssted.