Fortsæt til indhold

Alice og Troels flytter hjem

Alice og Troels Heilesen er blevet klinik-naboer hjemme i Dybbøl

Arkiv
Arkiv

"Vi brænder for det," siger Alice Heilesen.
"Ja, vi elsker at lytte til folk og finde ud af, hvad problemet med deres krop er," supplerer Troels Heilesen.
Troels er uddannet ryg-terapeut og akupunktør og har været selvstændig i 12 år med speciale i nakke, ryg og bækken behandling. De første seks år som mobil behandler, hvor han byggede sin kundekreds op, da han kørte ud og besøgte folk med briks, håndklæde og olie, inden han i 2009 fik egen klinik i Nybøl.
Alice er uddannet fysioterapeut med speciale i hovedpine, skulder og ryg-behandling. Hun har været selvstændig i 7 år og åbnede i 2013 klinikken Fysioterapi Med Fokus i Sønderborg.
Parret elsker at være 'first mover' og helt fremme, hvor det sker.
"Vi ønsker hele tiden at forny os og være først med det sidste nye inden for vores fag," siger Alice.
Hver anden måned tager både hun og Troels på kursus, så de altid er helt opdaterede.
Alice er også begyndt at hjælpe kvinder, der har problemer med at få børn, og har opnået fine resultater som manuel fertilitetsterapeut. USA er det store forbillede, og hun har derfor været i USA på kursus i fertilitetsbehandling.
"Jeg har et tæt samarbejde med en kollega i København, som også har stor succes med fertilitetsbehandlings-programmet. Det ser vi en stor fremtid i og elsker at hjælpe par, der har det problem," siger hun.
Troels fortæller, at de netop har færdiggjort deres drømmehus på Slienvej 12 i Dybbøl, hvor parret nu har flyttet begge deres klinikker hen.
Lørdag den 8. august fra kl. 13-17 holder parret derfor en åbningsreception på Slienvej for kunder, familie og venner.
"Vi glæder os til at vise vores gamle og nye kunder klinikken og vil også være vært ved en lille forfriskning," slutter Alice.

Parret er nu naboer i deres eget hjem. Foto: Axel Nielsen