Er du klar til en udfordring?
Xtreme Mandehørm rammer Esbjerg, og der er allerede godt gang i tilmeldingerne
Hvis du ikke har planer den 10. oktober og godt kan lide en god udfordring, så sæt lige kryds i kalenderen.
Denne dag er der nemlig Xtreme Mandehørm i Esbjerg, og over 300 personer har allerede meldt deres ankomst til det absolut første Xtreme Mandehørm i Vestjylland. Der venter deltagerne en både hård, mudret, sjov, våd og ikke mindst alsidig rute i terrænet omkring EFI Hallerne og Østskoven.
“Der er allerede rigtig godt gang i tilmeldingerne, og hvis man melder sig til inden den 1. september, så sparer man 50 kroner,” fortæller Gert Laustsen fra arrangørgruppen.
Han er ikke i tvivl om, at deltagerne får en rigtig god oplevelse, når startskuddet lyder i oktober, for Xtreme Mandehørm er meget mere end blot et motionsløb.
“For det første er det jo et løb med utallige forhindringer, som deltagerne skal igennem. Men det er også meget mere til det. Ude på ruten har de mulighed for at få en fadøl og der vil være flere overraskelser undervejs. Når de nærmer sig mål, vil de blive mødt af en liflig duft, for i målområdet står Jønne fra Jønnes Dinner og griller store svinekøller til deltagerne,” siger Gert Laustsen og slår fast, at man har brugt en god slat penge på, at netop maden skal være helt i top til deltagerne.
Arrangørerne forventer over 500 deltagere til Xtreme Mandehørm i oktober, og efter at løberne har overvundet forhindringer i op til tre meters højde og forceret mudder, rør og vand, ja så er der såmænd kæmpe Oktoberfest med musik, Heidipiger og tyroler-outfit.
“Det bliver altså et brag af en dag, og der er naturligvis også masser af præmier og en goodiebag til deltagerne. Xtreme Mandehørm har været en stor succes i de andre byer, og det er vi sikre på, at det også bliver i Esbjerg, så vi håber, at mange vil bakke op ved at deltage i det første af slagsen her i Esbjerg. Vi har allerede mærket en rigtig god opbakning fra sponsorer og samarbejdspartnere fra blandt andet beredskabet, og i al beskedenhed mener vi selv, at vi har lavet en rigtig god rute. Vi glæder os i hvert fald meget til oktober,” siger Gert Laustsen med et smil.