Parkering til Prinsgemalens digtoplæsning
Når H.K.H. Prinsgemalen og skuespiller Ghita Nørby læser Prinsgemalens digte højt på torsdag i Augustiana Skulpturpark, starter arrangementet klokken 18.30.
Digtoplæsningen er gratis for alle, og arrangørerne råder publikum til at komme i god tid og om muligt komme til fods eller på cykel, da parkeringspladserne tættest på Augustiana ikke vil kunne bruges. Kommer man i bil, vil det være muligt at parkere på parkeringspladserne ved Augustenborghallerne, havnen, dæmningen, pladserne på Palævej samt ved det gamle rådhus.
Husk madkurven
Digtoplæsningen bliver arrangeret med en udendørs havefest, hvor publikum på tæpper sidder tættest på scenen, mens publikum, der medbringer stole, kan sætte sig bag ”tæppe-zonen”.
Der er lagt op til, at publikum kan hygge med mad og drikke på græsset i tiden op til og under arrangementet. Man er velkommen til at tage egen madkurv med. Derudover tilbyder Delikassen i Augustenborg, at man kan bestille og afhente en madkurv på vej til Augustiana, ligesom Wohlenberg sælger vand og vin (blandt andet Prinsgemalen egen vin) fra en stand i parken.
Grundet digtoplæsningen lukker Det hvide Palæ og dermed udstillingen 'Åbent Hjerte' tidligere den 30. juli – nemlig klokken 15, modsat normalt klokken 17.
Digtoplæsningen sker som led i Augustianas udstilling 'Åbent Hjerte', der frem til den 23. august viser en række af H.K.H. Prinsgemalens værker.