Fortsæt til indhold

Besøg et sejlende sømandshjem

Arkiv
Arkiv

Sømandsmissionens historiske skib Bethel gæster Fredericia Havn fra den 3.-8. august. Der er åbent skib på det sejlende sømandshjem.
”Hos os er snakken hen over en kop dampende kaffe munter og ligefrem. Og for den, der har brug for en samtale om livets udfordringer, har medarbejderne tiden og roen til at snakke,” siger sømandsmissionær Leif Rasmussen, der koordinerer sommerugernes sejlads med skibet.
Bethel hed oprindelig Romsø Y302. Det udgik af Søværnets tjeneste den 21. marts 2007, hvor det blev købt af Sømandsmissionen for 510.000 kroner. Så efter mange års aktiv tjeneste i Søværnet fortsatte skibet i civil tjeneste. Pengene kom fra Sømandsmissionens venner. Da Østerby Sømandshjem blev afhændet i 2006, overdrog bestyrelsen midlerne til Sømandsmissionen, men øremærket til køb af et fartøj, som skulle ombygges til et sejlende sømandshjem.
Siden Sømandsmissionen overtog skibet, er det løbende restaureret. Bethel blev ombygget i 2010, så fordækket blev overdækket. I 2011 blev det yderligere ombygget, så bakken ved stævnen på skibet nu strækker sig helt hen til styrehuset. Skibet er i god stand og i store træk holdt tro mod sin historie – er dermed nærmest et omsejlende museum.
Besætningerne består ikke kun af lønnede, men også af ulønnede medarbejdere, der nyder at sejle.